Udskriv

Den udvalgte af Sam Bourne

Sam Bourne
Den udvalgte
480 sider
Jentas

Man ryger igennem bogen. Farer hen over bogstaverne, glæder sig til at vende hver side. Ja, man har endda ikke rigtig tid til at glæde sig, man gør det bare helt automatisk, og lige pludselig er der gået en eftermiddag med bogen.
Handlingen lægger op til endnu en bestseller fra Sam Bournes bærbare: Rådgiveren Maggie Costello har fundet sin perfekte samarbejdspartner i den nyvalgte præsident Stephen Baker.


Så dukker en hemmelig fjende op, som truer med gennem sin indsigt i Bakers fortid at afsløre ting, der tilsyneladende kan tvinge Baker fra magten. Maggie tvinges ind i efterforskningen, der bringer hende til indsigt i en global sammensværgelse med rødder langt tilbage i historien . . . .
Et stort stof, en stor historie, et godt oplæg - og utrolig velskrevet. En thriller som sidder i en, når man er færdig med at læse den, hvor man fyldes nærmest af ren taknemmelighed over, at verden består endnu.


Sam Bourne, der er et pseudonym, har skrevet adskillige bestsellere. Det er ikke altid en selvfølge, at bestsellere følges op af endnu en. Men denne bog er simpelthen så spændende og kompositorisk rigtig, at vi udmærket kan se, hvorledes folk læser den som en slags Shogun i sin tid; - at den bliver en lille besættelse at læse, og at folk går ind i hinanden og i busstoppesteder til og vej fra arbejde for at sluge romanen.

Meget mere er der ikke at sige om bogen. Sam Bourne kan beskrive scener og virkeligheder, så det fungerer totalt, og han kan bygge en spænding om, der må være misundelsesværdig.

Det er en moppedreng af en mursten, der er begået. Men det er ikke for meget. Handlingen, der er bred og mægtig, kræver en tilsvarende tidsramme for at virke troværdig, og det fungerer perfekt til den stil, forfatteren har anlagt.