Den sidste sura af Zoë Ferraris

Zoë Ferraris
Den sidste sura
342 sider
Mrs. Robinson

I en globaliseret verden, hvor omstændighederne byder, at folkeslagene mere og mere krydses og lever tæt, er det rart, at der udkommer litteratur på dansk, hvor man kan sætte sig ind i enkeltheder omkring specifikke kulturer. Således i denne bog, der ret beset er en krimi, en thriller med eksotisk anstrøg. Plots og spænding er ganske forudsigeligt, og det er heller ikke derfor, man skal gå efter bogen. Man skal læse den, fordi man på en forunderlige måde opdager, at der i Saudiarabien, naturligvis, som alle andre steder finder forbrydelser sted midt blandt fremmede ritualer og i et sprog, der leder os mod fortid, boder, skåle, vantro, venden sig mod Mekka og ting, der hører Arabiens basarer til.s

Nouf forsvinder. Tilsyneladende med en kamel og en bil i ørkenen. Hendes familie beder ørkenguiden Nayir om hjælp. Så opstår der komplikationer, idet han skal samarbejde med Katya, Nayirs brors forlovede. Og det er problematisk, fordi han er muslim. Er du forvirret?

Det skal du ikke være. Bogen fænger, og det er let at holde styr på handling, navne og steder, når først man er igang, og det er man fra de første sætninger i bogen, der inkluderer de primitive effekter feltflaske og bedetæppe. Så ved vi, at det en eksotisk enkelhed, der er det bærende i bogen. Og det skuffer ikke. Det er ovenud gennemført. Og bogen giver en den indsigt i og erfaring med fremmede kulturer, og hvor anderledes de umærkeligt tager på spænding og drama end vi heroppe nordpå.

Den anderledes tilgang til mange ting siver ud til os mellem, over og under linjerne, og det er ganske sundt, må man erkende.

Fin udgivelse.