Den sidste gode mand af A.J. Kazinski

A.J. Kazinski
Den sidste gode mand
432 sider
Politikens Forlag

Med en meget læsevenlig inddeling af kapitler og tilsvarende korte, men handlingsmættede sekvenser, lader Kazinsky, pseudonymet for et makkerpar,  sine personer arbejde i så vidt forskellige dele af verden som København, Venedig, Sydafrika og Mørke. Spændingen er fastlagt fra begyndelsen, og man kan ikke sætte en finger på forfatterarbejdet, der er ren nok i sin stil og opbygger en handling gennem en række meget hurtige sceneskift. Det er naturligvis en stil, hvor den nogle gange fungerer, andre gange gør den ikke. Hvorfor den ikke fungerer her, det er svært at pege på. Et bud kunne være, at der bliver blandet for mange ingredienser ind i forløbet, alt fra psykoligi over filosofi, nærdødsoplevelser,  og til varianter af fysik og teloogi. Så hægtes læseren af, medmindre man for alvor er interesseret i at fastholde interessen i plottet, nu man er begyndt på bogen. Den sidste gode mand vil for meget. Spænde over krimigenren og have alle mellemregningerne til hovedpersonernes handlen med. Det kan vi ikke bruge til noget. Bogen skal derimod have ros for sine stedbeskrivelser af eksempelvis Venedig, hvor vi nærmest befinder os og f.eks. diverse lokationer på Rigshospitalet i København, hvor stemningen beskrives levende og intenst. Den skal også have ros for at forsøge at give os et mysterie, der rækker lidt længere ud end thriller-genren normalt tilbyder. Og så er den modig i sit sats på, at man egentlig godt kunne forestille sig, at plottet med de 36 mennesker tilbage på jordens overflade kunne være rigtigt. Såvel i teologisk forstand som oppebåret af den videnskab og elektronik, der basalt set kunne få alt til at bryde sammen ved hjælp af 36 menneskers samtidige tryk på en knap.
Skræmmende perspektiver og ganske (fri)modigt i en debutroman.