Udskriv

Den kvindelige saga af Vagn Lundbye

Vagn Lundbye
Den kvindelige saga
296 sider
Lindhardt og Ringhof

Vi er for alvor ude i et ærinde her, hvor islandske kvinders herkomst bliver en del af vores fælles, bevidste kulturarv, idet kvinderne oprindeligt kommer fra de islandske sagaer men altså nu bliver hentet ud og gjort til hovedpersoner i deres egne historier.

Det er en modig forfatter, der gør sådan noget, og mod har Vagn Lundby da heller aldrig manglet. Han er særdeles ofte gået mod strømmen og har nu ikke længere villet finde sig i, at kvinderne åbenbart blot sad til skue og fastlåst i de store sagaer uden nærmest at kunne komme videre og måske svare for sig selv.
Sagastilen i værket fornægter sig ikke, og dog så hører vi rigtig meget mere om kvinderne for kvindernes skyld og ikke, som Vagn Lundbye et sted citerer Johannes V. Jensen for, kun hører om kvinderne i sagaerne, fordi vi skal høre noget om mændene.

Vagn Lundbye siger videre, at sagaerne, som er med i nærværende bog, kun er blevet til verdenslitteratur takket være den rolle, som sagakvinderne spiller. "De skaber stort set handlingen, ikke mindst når det drejer sig om kærligheden og hjemmet".

Og så får vi at vide, at kvinderne har et andet sind end mændene, "der mest er optaget af tiden og planer, som mænd næsten ltid af natur er bundet af".
Så er diskussionen igang; -  var det dengang, som det er idag, at mænd lige skal gøre noget - bygge broer, tjene penge eller underlægge sig fremmede steder?

Retorikken i bogen er ikke til at tage fejl af, og det kan virke lidt anstrengt. Hvad var kvindernes omsorg og kærlighed værd, hvis der ikke var en statisk kriger og tapper viking at pusle om, forblødt og afkræftet, men tapper og ridderlig at bruge den på?


Nå, sådan er Vagn Lundbye jo, og det må man vænne sig til. Også selv om det i kvadene lader til, at kvinder skal kan være uartige og endda nok så stride kællinger. Men det er måske ur-naturligt, mens det i vore dage er et brud på det civiliserede? Vi ved det ikke, men fornøjeligt er det at læse og forholde sig til de modsætninger, bogen indeholder, og som vender lidt op og ned på de ofte hellige skrifter, som de islandske sagaer efter nogens mening i utalligt for mange år har været behæftet med.

Det er prisværdigt - og giver en anden indre oplevelse af de gamle kvad og sagaer -, at kvinderne får en kende mere bevidst plads i litteraturen med denne bog. Det giver en tanke eller to, når vi næste gang åbner en bog for at lede efter bevæggrunden for at skrive den. ER der i virkeligheden andre skjulte motiver og gedulgte dagsordener, end den, forfatteren selv og umiddelbart er bevidst omkring? En spændende tilføjelse til og et vigtigt ærinde i litteraturkritik.
Hvad en lærke laver på Island, har vi givet nogle gæt, og der er andre researchmæssige i bedste fald vildfarelser. Men i digtning er alt tilladt, og i sindet og tankerne må der være brede furer for, hvordan ploven skal nå frem over afgrøderne, så høsten bliver god, og bønderne opdager nye måder at høste på.

Vagn Lundbyes udgivelse er et skægt forsøg på gendigtning af fortællingerne fra de gamle sagaer. Han slipper fra det på en måde, så det giver en løftethed og en tilgang til sagaerne, som man kan forholde sig til endnu en gang eller blot nøjes med denne godbid, der nu heller ikke må tages for mere end det så er. Munterhed og fornøjelse og en vis tilgang til kulturen dengang.

Teksten ledsages af nogle fine illustrationer af Ib Monrad Hansen, og tilsammen udgør det et hele, der vækker eller genvækker nysgerrighed hos folk med svaghed for mytologi, kvad og islandske sagaer.