Visitors hit counter, stats, email report, location on a map, SEO for Joomla, Wordpress, Drupal, Magento and Prestashop

Alle anmeldelser - klik herunder

Søg bog eller forfatter

PDF Udskriv Email

Den hundredeårige der kravlede ud af vinduet og forsvandt
af Jonas Jonasson

Jonas Jonasson
Den hundredeårige der kravlede ud af vinduet og forsvandt
381 sider
Modtryk

 

 

En galgenhumoristisk bog med bid i, som er en god underholder samtidigt med, at den kan få læseren til at tænke over, hvor let det kan være at bryde ud af sin daglige vane og sin tilværelse for at give sig i kast med det, der nu lige dukker op og med de talenter, man nu engang har.
I dette tilfælde lystløgnen.
Vores hovedperson tænker ikke så meget over tingene. Han gør det bare. Kommer på tryllevis til at få kontakt med mange forskellige tidspunkter i historien, og er godt med afsæt i alkohol til stede på så afgørende tidspunkter som ved Nixons forsøg på nedrustning, redning af Francos liv, forhindrelse af terrorplaner mod andre præsidenter, og i det hele taget gås der fabulerende og løgnagtigt til værks i en bog, der ikke er mange af i sin genre på verdensplan -; derfor var dens fødsel og accept måske så hård. Idag er det en bestseller i store dele af verden!
Mens vi læser om hovedpersonens digteri af løgnehistorier, mens han sidder sammen med Koreas Kim Jong IL -, mens der bliver afventet et budskab direkte fra kammerat Stalin -, så slår det os, hvor let, det kan være ved hjælp af grænseoverskridende charme og psykopati at nå ind i de allerhelligste cirkler. Mens det mindst af alt bliver ventet. Bogen leder os hen på Peter Sellers i Velkommen Mr. Chance fra en menneskealder tilbage, hvor Mr. Chance spillede kispuds med hele borgermusikken, der stod ret, når han udtalte sig.
I bogen her er det typisk stormagterne og deres "chefer", der bliver taget godt og grundigt ved næsen af en af samfundets små. Overdrivelse letter som bekendt forståelsen, og man bliver henholdsvis bekymret/opstemt over, hvor let det er at lege på de bonede gulve eller nå gennem andre af livets personlige sfærer ved hjælp af ganske enkle og menneskelige virkemidler: Løgnen og bedraget. Uskylden kontra den bevidste synd.
Interessante emner. En roman fortalt i et ligetil sprog uden mellemregninger. En bog der befriende bevæger sig på alle kanter af fantasi og virkelighed, dokumentar og drama, kendsgerninger og virkelighedsmanipulation.
En rigtig røverhistorie og en fantastroman. Sproget er visse steder så upoleret, at man som sprogforsker på tage sig til hovedet. Men det er en god pointe at lade et barnligt og visse steder iøjnefaldende dårligt sprog fylde, netop fordi de færreste vel nogensinde har talt sådan, og de færreste skriver sådan. Det er netop med til at understrege det skøre ved romanen, der er oversat til nu 15 sprog.