Dali og Jeg af Stan Lauryssens

Stan Lauryssens
Dali og Jeg
Politikens Forlag
287 sider

Dali - endnu engang - underholdende fup eller fakta

Man ved ikke rigtigt, om man skal tage denne bog alvorligt. Sådan var det jo også med Dalis malerier og levned, hvem var han, hvad mente han, hvorfor sagde han, som han gjorde, er det hele rent til grin. Man kan dog ikke komme uden om,  at de værker, der er signeret Dali, i udpræget grad har vakt opmærksomhed og er genstand for stor diskussion - og også glæde blandt enorme kredse af kunstsamlere og -nydere verden over. Sådan bør man også betragte bogen her, der er skrevet af krimi-forfatteren og kunsthandleren Stan Lauryssens. Er den i virkeligheden bygget over samme skabelon som mange af Stan Lauryssens krimier; hvad er rigtigt, hvad er forkert, hvorledes kan man checke oplysningerne, er det nødvndigt -; hvad er det hele for noget mystisk og surrealistisk juks, eller var det kunst?

I den ånd passer bogen fint ind i sammenhængen. Ingen udover Dali og en snæver inderkreds har nogensinde fået egentligt kendeskab til de hemmeligheder, den magi og mystik, der omgik den excentriske kunstner. Men tager vi udgangspunkt i, at bogen taler sandt som en kriminalroman . . . , så får man altså godt nok nogle sandheder at vide om Dali og hans helt særlige livsførelse. Konen Gali havde et utal af unge elskere, Dalis tissemand var så lille, at han ikke selv kunne finde den, han forfalskede sine egne billeder for pengenes skyld, hans kone påstod over for parrets tjenestefolk, der ikke var penge til lønninger, selv om parret rejste verden rundt og opførte sig, som de plejede, historien om Dalis penis, der i kunsten skal lægges ud over verdenshavene som telefonkabler bliver det og ejakulere ud over FN-bygningen. Jow Jow.

Vi får historien om den unge Dali i 30erne, der masseproducerede små malerier til modeverdenen, omvendte sko, badekar indvendigt beklædt med pels, osv osv., modeverdenen havde fået en ny Darling. Så går det slag i slag med at udbringe værkerne til verden, og her er det, at folk som Stan Lauryssens tidligt og silde kommer ind i billedet og altså nu udbreder sig om den erfaring, han har fået under huden her. Såvel omkring selve afsætningen af Dali-værkerne samt, hvorledes det gik til hos mesteren selv -, før, under og efter, at de blev til. Om hukommelsen er helt opdateret, eller om der er poleret, det betyder intet for bogens tilblivelse og udgivelse. For det er jo den verden, Dali var et produkt af. Grænselandet mellem obskønt, stort, klamt, usmagelig, genialt, you name it.

Det er bestemt ikke kedelig læsning at finde ud af, hvordan man forsøgte at markedsføre Dali som en idiotsikker investering, og hvorledes man ville oprette en franchise-kæde af McDali-gallerier, så også den gennemsnitlige middelklassekøber havde råd til at købe Dali.

Og hvorledes enorme pengesummer på forskellige måder har skiftet ejermænd under dække af investering i ægte ægte eller falske ægte Dalier.

Så nu kan vi ikke mere. Læs selv bogen og bliv underholdt et par timer. Med et godt glimt i øjet. Der er gode historier til frokoststuen.