Visitors hit counter, stats, email report, location on a map, SEO for Joomla, Wordpress, Drupal, Magento and Prestashop

Alle anmeldelser - klik herunder

Søg bog eller forfatter

PDF Udskriv Email

Dagen & vejen & fuglene af Michael Falch


Michael Falch
Dagen & vejen & fuglene
704 sider
Gyldendal

En meget autentisk og ærlig mammutbog om Michael Falchs veje og vildveje rundt i landet, både i sig selv og udenfor sig selv, hvor han gennem et tiår finder inspiration til sin kreativitet og udøven. Han fortæller i et sprog, der ikke lægger fingre imellem, om de tanker og overvejelser, der ligger ind imellem sure og store spillejobs, om de mennesker store som små, han har mødt på sin vej, hvorfor han forgreb sig på flasken midt i et råt arbejdsmiljø, og hvordan han kom videre i sit liv. 

En meget blandet historie om dansk musikscene og Michael Falch, der gennem årene har mærket, hvad det vil sige at være sådan lidt med i toppen af poppen samtidig med, at han er jagtet vildt af sine egne indre dæmoner. Hårdt slid for at forfølge en grundlagt succes bliver omsat i og suppleret med stimuli. Man kan sige, at det visse steder i bogen smager lidt for meget af lånte fjer og omgang med andre kendisser, som Michael Falch forsøger at læne sig op af ved også at fortælle om DERES tidlligere problemer med flasken, hvordan de var blevet kureret, og hvordan Michael Falch nu ønskede at ligne dem ved på samme måde at komme væk fra flasken. Det værende sig Noller, Jacob Haugaard, Ole Michelsen, Allan Olsen. Hvad var det, disse mennesker havde, grubler Falch over. Det er på en eller anden måde også ok at nævne inspirationen til at komme videre. Men der er et eller andet ved den måde, det er gjort på, der ikke svinger. . . .
For meget "Jeg kendte jo også den og den".
Når det så er sagt, så får vi i kæmpebogen her en genudgivelse af Michael Falchs tre tidligere udgivne dagbøger over godt et tiår. Det er en god idé at udgive dem samlet, så vi kan følge Falchens udvikling og får kunstneriske stiers inspiration til ham - alt fra Dylan til van Gogh.
Vi får et vist indtryk af, hvad der drev og jog Falchen rundt fra job til job, fra søgen til søgen. Vi får også at vide, at han har været en stor dreng fire gange i løbet af et år og sagt nej til indbringende TV-reklamer for "ellers sobre produkter, inklusive Carlsberg".

Den sidste tager vi lige en gang til. Var Carlsberg et sobert produkt i Michael Falchs øjne. Carlsberg der sælger de flasker, som han siden var ved at bukke under for? Michael giver indtryk af, at hans handling nærmest var heroisk, da han sagde nej til de store koncerner.

Ellers er bogen en ordentlig rundgang og opdagelse i, hvad der har inspireret Michael Falch, lige fra Ole Ernst til Keith Richards, fra Patti Smith til Neil Young.


Lad os så tage den om Keith Richards fra Rolling Stones, som gennem et halvt århundrede har skabt sig helt deres egen niche som selviscenesættere og brutale rullestene - som en del af et image.
Det forstår Michael Falch tydeligvis ikke. Eller også er han bare arrig og misundelig.
Det ser man i hans omtale af Keith Richards selvbiografi Life - anmeldt på http://www.bogsyn.dk/index.php/litteratur/363-keith-richards-livet.html 
Michael Falch forstår således i dette dagbogsnotat meget lidt af, hvad Keith Richards er for en størrelse. Han betragter ham nærmest som et normalt væsen, der er totalt på afveje. Prøv at høre en svada, Michael kommer med:
"Keith Richards bog er i al sin åbenhjertige snakkesalighed en gang selvglorificering af værste skuffe. Det er patetisk at bevidne hans selvfede vinkler på alle skærmydslerne i bandet og høre ham håne sine medsvorne kammerater gennem 50 år, ikke mindst og selvfølgelig Mick Jagger. Når han skriver om sig selv, kommer vores elskede Keith Richards til at ligne en opblæst nar uden det mindste anlæg for selvransagelse og helt uden indlevelse og empati". . . . . Og videre "han er tilsyneladende blottet for indlevelse i den pris, han søn, Marlon, har betalt for at være søn af ham". Og meget mere af samme skuffe. Vi opgav næsten at læse resten af banbuljen mod en af rockhistoriens store mænd, der har bygget sig selv op på at give fanden i det hele og spille skævt på guitar og synge som en knækket CD. Dog skal vi lige have endnu en vending med: "Han er en stor, selvfed, guitarspillende dreng, som undervejs i sin karriere er hoppet på myten om sig selv".
Michael Falch ved vist næppe, at ud af møddinger gror der roser, ud af skæve vinkler skabes kunstnerisk virke, ud af musik vokser en mand som Keith Richards, der er en ener og gør, hvad fanden det passer ham, men som Michael Falch vil have normaliseret og dermed ser på ham som om, han burde opføre sig ordentligt, høfligt og være et normalt menneske. Ellers bliver det for patetisk . . .
Hmm.
Eller også er han bare træt af alle de millioner, Keith tjener som en halvmiddelmådig guitarist.
Sådan en passus fra bogen siger i hvert fald temmelig meget om Michael Falch. Skal man tage hans daværende ord om Keith for pålydende, evner han vist ikke helt ikke at se andre mennesker, der skejer vildt ud, som dem, de er, men mere som nogle, der er for anderledes og dermed fremmedgjorte for Michael selv. Ergo er de nogle idioter.
På den måde fanger Michael Falch sig selv i et fantastisk selvudtryk før og midt i Minnesota-kuren og giver os således et billede af, hvilken krise, der sendte ham på et af livets nedture.
På den måde rammer bogen plet. Så absolut. Et bedre eksponeret billede og en total udstilling af sig selv kommer man næppe nærmere.