"17. roman" af Dag Solstad

Forfriskende Dag om vidunderlige ting

Dag Solstad
17. roman
144 sider
Rosinante

Et sted er det så svært at afgøre nøjagtigt hvad, der gør denne roman til noget helt særligt og rammer lige ind i hjertekulen. Og det er jo netop det, der gør ægte litteratur så fantastisk; at man bare må tage imod og overgive sig. Hvad der skaber perler har noget med bevægelse af sind og hjerter at gøre. Hvad det er, der skaber skønhed og forandring har noget med denne bevægelse at gøre.
Dag Solstads nye og relativt korte roman giver os fortællingen om, hvorledes man bliver stillet over for et dilemma i sin tilværelse uden at bemærke det, og hvorledes man tager nye og ukendte redskaber i brug for at leve et liv, der før nærmest blot passerede. Hvordan man får ryddet op i livets nakkeknude og bortkastet et åg, der var svært at bære, og hvordan man åbner nye døre ved afgørende og stille at lukke gamle.
Den ydre handling tager os tilbage over år og rum til den dømte socialbedrager Bjørn Hansen, der er svær at forstå som person i sine handlinger og indentifikationsmæssigt er noget fremmedartet. Nysgerrighed overfor hovedpersonen og hans medspillere bliver dog meget hurtigt vakt takket være Dag Solstad blændende fortællerstil og af den ydre handling, som går ud på, at Bent Hansen skal besøge sin søn, som han tidliger har afbrudt kontakten med.
Den slags er jo for det meste noget, der rykker på en eller anden måde, og med en underfundighed skaber Dag Solstad en stedelig blødhed, varme og en glæde og en taknemmelighed over at opleve livet og problematikkers enkelhed  over bogens 144 sider, som inviterer os ind i en umiddelbart meget kedelig og livsfraværende menneskeskæbne, der overladt til sig selv og isoleret må gøre sine værdier op, og som på sin helt egen måde soner med menneskelig indsats det, som han nu begik af forbrydelser på ydre og indre niveauer for masser af år tilbage. Ja, så lang kan en sætning gøres og modsvarer vel de op imod 10 linjers sammenhængende tekst uden punktum, vi nogle steder kan tælle til i romanen. Gør det noget? Ikke spor. Monotonien bliver til liv, gråheden og tristessen bliver til engagement og ansvar, og detaljerne bliver mere farverige og præcise, som romanen skrider frem, og nødvendigheden tager over.
Et eller andet sted er der en løgner i os allesammen, og vi har godt af at få at vide, hvad løgne, store som små, hvide som grå, gør ved os, her er den naturligvis bare ført ud i det ekstreme.
Lyver vi, så får vi det i nakken på et eller andet tidspunkt, ja løgnen og svindlen vil forfølge os, så vi bliver tvunget til at tage stilling til, om vi skal have gjort bod, eller om vi vil gå i graven med et uroligt hjerte.

Sådanne dilemmaer er 17. roman fyldt med -, og derfor må man ikke nøjes med at læse den for handlingens skyld og slet ikke kun én gang. Der er guld at hente i denne grønne bog.
Dag Solstads nye roman er helt fantastisk.