Carl - Polarfarer af Nils Aage Jensen

Nils Aage Jensen
Carl - Polarfarer
408 sider
Sohn

Det er altid vigtigt, når en bog udkommer om et stort emne om de små mennesker. Vi kender historierne om de kendte grønlandsfarere som Knud Rasmussen og Peter Freuchen. Det kan i visse tilfælde fratage en oplevelsen ved at fare over sidernes indlandsis og sælkød, idet man har en tendens til at fokusere på hovedpersonerne, heltene, hvordan reagerer de her og hold da op, gjorde de virkeligt det. Den slags dyrkelse er ikke muligt, når temaet er en relativt ukendt polarfarer, der bliver fortalt om, og som tager os med til de fjerne eventyr i det kolde nord.
Det er en god bog, Niels Aage Jensen har skrevet. Den er historien om en af bærerne af polarforsker-kulturen, vandbærerne om man vil, idet han tilbragte uendeligt mange år oppe i det kolde nord med at være isbjørnejæger og hundeslædekusk og var dermed med til at bane vejen for senere og mere kendte ekspeditioner - egentlig uvist af hvilken årsag. Måske de senere store polarfarere blot havde midlerne, evnerne og kontakterne til at lade sig hylde og berømme for eftertiden i højere grad en Carl, en drømmende bødker fra Nyhavn, der drog ud mættet af tristesse over det krigs- og gældsplagede København - for at opdage Grønland og de muligheder, der var her for både giftermål og eventyr.

 Tiderne var til at forsøge at finde en søvej mellem verdenshavene, ekspeditioner blev sendt ud, skibene forsvandt, og det er her, vor Carl kommer ind i billedet. Allerede på det tidspunkt havde han skabt sig et godt ry som polarforsker, og det lykkedes ham da også i 1857 at finde ud af, hvad der skete med en vis Franklin-ekspedition. Det resulterede i en mindre pension fra den engelske stat samt et guldur fra selveste fru Franklin.

Bogen er velskrevet og meget levende og med et passende antal illustrationer. Skrevet med indlevelse og forståelse for den tid, hvor tilværelsen på en eller anden måde var sorgløs midt i en masse elendighed. Niels Aage Jensen har nogle vendinger, han bruger nogle gange i træk. "Hvor mange gange har XX ikke stået der og kigget" og den slags. En anelse for teatralsk. Men ikke mere end man blot trækker på smilebåndet og kommer videre i historien, der er baseret på virkelige hændelser og vel nærmest kan prædikeres dramadokumentarisme.
En lækkerbidsken for yndere af polarlitteratur og et godt indblik for vi andre i, hvor store og ihærdige anstrengelser, der på den tid i disse egne blev gjort for at skaffe sig adgang igennem Nordvestpassagen og udvikle de søveje - og i den sammenhæng også luftveje - vi nyder godt af idag.