Brunstkalenderen af Emma Hamberg

Brunsten til livet, lyst og glæde

Emma Hamberg
Brunstkalenderen
386 sider
Forlaget Aronson

Øh . . . er der ikke læst korrektur på bogen. På side 87 er der en opremsning af kontorinventar, heriblandt 1000 ledninger . . .computerspil, aviser, tusindvis af ledninger. Vi ved det ikke helt, og det er da også, som det skal være. For bogen er hæsblæsende, zig-zaggende i stil og med den varme og engagement, man nu kan forlange, når bogen er dedikeret til at være en underholder i let stil blandt et publikum, som der givetvis er flest kvinder af. (No offense!!)
Handlingsmæssigt har vi et tema, der er hørt før, og hvad er forresten ikke det. Tre søstre der har meget lidt tilfælles, bliver tvunget sammen ved faderens død, og nu må de se, hvad de stiller op med 200 malkekør og en mor, der bare er for meget . . . . opmærksomhedskrævende som den slags vist er, når fars energier gennem et langt liv er gået til køer og stalde.
Her er der noget at tænke over. Vi ved, at bitterhed bliver nedarvet gennem mangel på opmærksomhed. Eftersom at søskende bliver opdraget ud fra de forhåndenværendes princip i et sådant hjem, så må der nødvendigvis opstå trang til adskillelse og selvstændighed og direktive offensiver, som kommer for lys lue, når de så mødes igen i barndomshjemmet.
Brunstkalenderen, hvor ungdommelig et publikum den end sigter imod, kan læses af kvinder - og sådan set også kvindenysgerrige mænd - i alle aldre, for den indeholder et budskab til os om at være mere søgende og længselsfulde og påpasselige i de valg, vi foretager os i livet. Metoden er sådan lidt letbenet, men det kan der egentlig godt blive en ok read ud af.
Den ene af søstrene er bartender, den anden IT-millionær, den tredie hjemmegående. Og så mødes de. Hvem har klaret sig bedst? Hvem har succes i livet? Hvem ved mest om det? Hvem kan give mor de bedste råd, og hvem er bedst til raffineret at anklage de andre for at stjæle den opmærksomhed, de aldrig selv fik.
Dramaet er ikke til at tage fejl af, og handlingen og stemningen understreges af de mange meget detaljerede og farverige beskrivelser af omgivelser, tid og sted -; flora som denne type romaner er ganske velfunderede på iøvrigt. Der er selvfølgelige nogle steder, hvor man undrer sig lidt; et af stederne er, hvor forfatteren sammenligner en frossen, lille mini-dessert med flødeskum med et dejligt bryst. Hvor stort er et dejligt bryst?
Nå men lad detaljerne ligge. Vi har med en i genren ganske underholdende og let-læst roman at gøre. Som der ind imellem er snert i, hvis man lægger den fra sig et par minutter ind imellem, lader dramaerne stå på nethinden og lader dem være spejlet på dramaerne i ens eget liv.