Børnene er det vigtigste af Steen Hildebrandt

Steen Hildebrandt
Børnene er det vigtigste
216 sider
Turbine

Steen Hildebrandt er normalt en vis og velbegavet forfatter. Man glæder ofte til at sætte øjne til hans bøger. Denne bog er dog noget af en misser. Modellen er god nok -, at det er børnene og ikke industrien og pengene, vi skal satse på fremover, og at ressourcerne er de menneskelige. Verden ER mennesker. Korrekt. Samtidig skæmmes bogen dog ved at have alt for mange floskler. Det skal være sjovt at lære. Der er behov for ansvarlighed. Og almindelig logiske udsagn som at vi ikke vil være i stand til at løse vore problemer skabt med vores nuværende tankemønstre, såfremt vi ikke tilegner os nye tankemønstre.

- Så henviser Steen Hildebrandt til Einstein, Obama, Martin Luther King og andre kendte mennesker - hvorfor nu det? Skulle det være nødvendigt med Steens vægt, pondus og øvrige kapacitet. Ligesom man kan undres over, at han i flæng mener, at virksomhedsledere og politikere burde have et mere nuanceret værdisæt samt henviser til en overksrift i Politiken uden at komme nærmere ind på artiklens indhold.

Danmark mangler en vision, og det er farligt for både et land og en virksomhed at mangle en vision, siger Hildebrandt videre.

Sandt nok. Men kunne det samme ikke have været sagt med større finurlighed end den statiske sandhed og den generelle almindelighed. Vi skal blive bedre til at forbinde os med de potentialer, vi har, i stedet for som alternativ eller supplement at se begrænsninger og barrierer.

Den der går i andres fodspor, kommer aldrig frem. Det er nu da en sandhed, der skal diskuteres. For det kommer jo meget an på, om man som menneske har lyst til at ligne andre eller være superindividualist.

Sådan er det hele vejen igennem. Fine udsagn men det er altsammen sagt før. Derfor skuffer bogen noget.

Naturligvis er vi enige om, at det er børnene og mennesket, der er den vigtige resssource i den menneskelige verdensorden. Og det er det egentlige budskab i bogen. Og sådan set kunne vi holde her. Yderlige argumentation behøves næsten ikke.

En skam at der ikke er lidt mere original argumentation i bogen her, når der endelig skulle argumenter på bordet og bruges mere end 200 sider på det. Og en skam for bogen, at Hildebrandt er så postulerende og absolutistisk i sine vendinger.

Det her, det er en om´er. Den siger alle de rigtige ting. Men bliver på en eller anden måde aldrig rigtigt nærværende endsige går under huden.