Bismarck af Jonathan Steinberg

Jonathan Steinberg
Bismarck
679 sider
Sohn

Den nye bog om Bismarck indeholder naturligt nok meget vigtige passager om optakten til krigen 1864.

Kongen, hoffet, den kongelige familie og dens mange forbindelser samt den tiltrækkende unge Hertug af Augustenborg, en flot 34-årig prins, udgjorde en næsten uovervindelig forhindring for Bismarcks planer . . . .Den 19. november 1863 havde den unge Augustenborg som svar på Christian den Ix´s bekendtgørelse om Slesvig udnævnt sig til til Frederik VIII af Slesvig-Holstein, og han havde bred støtte i den tyske offentlighed. . . . " "....Bismarck måtte også håndtere generaler, han ikke kunne kontrollere, og som anså ham for at være en cicilist, der blandede sig i militære sager, hvad han utvivlsomt også var".
Således at læse at Bismarck gang på gang løb ind i store problemer. Men en jernkansler ordner tingene . . . .

Steinberg tager læseren godt og grundigt på en rejse gennem tiden omkring den store mand, der dog begyndte sin tilværelse som et ulykkeligt barn fanget mellem en svag far og en kold mor ("som barn hadede jeg hende, senere bedrog jeg hende med usandheder"), og slutter som en rasende, hævngerrig, gammel mand. De tidlige og midterste forløb af hans liv er fint beskrevet, ligesom vi får et godt billede af den studerende Bismarck, der stødte sammen med universitetets myndigheder i Göttingen. Han kedede sig nemlig bravt. Han giftede sig siden med Johanna von Puttkamer, og blev til den politiske tyfon, der endelig fandt sin løbebane og sit metier for de store armbeværelser som offentlig person i 1847 og blev darling for konservative efter hans hårde linje i 1848-revolutionen. Han tilbragte derefter 1850'erne, da han var en prøjsisk diplomat, med mere og mere at markere sig som konservativ bannerfører, som han udviklede til  "uhyrlige leveregler og brutale udtryk" (citat kronprins Friedrich).

Bismarck var en mand med glubende appetit for mad, drikke og tobak samt politisk magt. Steinberg tegner et portræt af en politiker, der nærmest var utrættelig på livet og satte store fingeraftryk i den politiske verden. Vi får samtidig et billede af, hvem Bismarck også var; en sentimental mand, der indeholder subtil humor såvel som grove manipulerings- og misbrugsevner. Ligesåvel som forfatteren indgående beskriver hans raserianfald, anfald af søvnløshed, sarkasme og hypokondri.

En bog med mange facetter. Som Bismarck selv. Forfatterens evne til at lade mennesket Bismarck fremstå som nuanceret med jernkanslerens brynje er glimrende.

Desværre er bogen også behæftet med en lang række sjuske- og meningsforstyrrende fejl, som sænker troværdigheden noget. Bare nogle eksempler: På side 367 er 1870 blevet til 1970, på side 403 er advokat Falk blevet til Alk, på side 432 får vi at vide, at Christoph Tiedemann er født 24. september, men ikke, at det vitterligt er 1836, og et andet sted er årstallet 1869 på forunderlig vis blevet til 1879. Der er også meningsforstyrrende fejl på side 306 omkring traktater. En alliance mellem Preussen og Italien er pludselig blevet til en alliance mellem Preussen og Østrig. På side 135 er årstallet 1849 blevet til 1989!!!. Her skulle stemmeberettigede ifølge bogen vælge deres valgmænd til landdagen den 22. januar. Sandt nok. Men årstallet er desværre åbenlyst ude i hampen. Ligesom Bismarcks første tale ikke blev holdt i 1859 men næsten ti år tidligere i Unionsparlamentet. Ærgerlige sjuskefejl finder vi også på side 242, hvor det at tage sig sammen bliver til at tage sig samme. Også en stavefejl øverst på side 321.
En pudsig detalje er herudover, at oversætteren i hast har fundet på et nyt ord, nemlig en såkaldt "stiftriffel". Dette ord eksisterer ikke på dansk, mens den korrekte betegnelse for våbnet på den tid er et tændnålsgevær.
De faktuelle fejl bør rettes til kommende udgaver, og så er der ikke tvivl om, at der bliver tale om en interessant og vedholdende bog. Det er det allerede.