Beton - historier fra skurvognen af Jakob Mathiassen

Jakob Mathiassen
Beton - historier fra skurvognen
176 sider
Informations Forlag

Vil du vide mere, så læs bogen her. Vil du vide mere om, hvordan landets bygningsmæssige pragtværker er banket op af arbejdernes næver og slidt familier til blods. Så læs bogen. Vil du vide noget om, at arbejderne er humoristiske, velbegavede og i visse tilfælde poetiske, så læs bogen. Vil du vide hvordan en arbejder siger fra overfor en arbejdsleder og har sig selv med uden at gå agurk, som man fordomsmæssigt forestiller sig. Og er du vild med byggepladser, arkitektur, og stiger og tømmer der flyder, og bliver du fyldt op i hjertet af at se et enkelt og meget rørende billede af arbejderen på sine knæ, ja helt Jens Vejmandsk, så skal du se de flotte Torben Eskerod-billeder, der pryder bogen.

Der er meget kærlighed i bogen. Såvel i de tanker, Jakob gør sig, det der bliver sagt på arbejdspladserne, og det, der står mellem linjerne og ikke bliver sagt. Der er med andre ord noget til tænkeren for os, og det er ganske imponerende i en bog, som beskriver de vilkår, betonfolket har ude på pladserne, som er med til at skabe de store og smukke byer, vi har rundt omkring os.

Det er bevægende at læse beretningerne om jord- og betonfolket, der slæber sig afsted og gør det dobbelte på den halve tid, til den halve pris med halvdelen af det værktøj, de skal bruge. På et tidspunkt til et fagforeningsmøde fortæller en opmåler Jakob, at det er på grund af deres godhjertede natur. . . .

Det er sådan lige på kanten, når bogen gennem en murer forsøger at anskueliggøre, at jord- og betonerne bruger "dag ud og dag ind vores hjerner til at sørge for, at bygningerne står lige, og at skiltene ikke falder ned fra kranerne, hvorimod entrepenørerne bruger deres arbejdsdage på at regne ud, hvordan de bedst snyder skattevæsenet, underentrepenører, bygherrer og os arbejdere. De er simpelthen i bedre træning, når det gælder om at finde på snedige kampstrategier og luskede tricks".

Host host. Er det ikke en lettere omskrivning af sandheden? Den er jo nok i virkeligheden, at alle lejlighedsvis enten har muligheden for at forsøge eller forsøger at snyde alle og komme let til nogle goder, hvis det kan lade sig gøre. Og måske endda laver sort arbejde eller snyder med kørselsfradragene, der jo som bekendt er ulovligt og derved også en forbrydelse imod enten staten eller arbejdsgiveren. At arbejdsgiveren så måske har mere indsigt i nogle regler, de selv med deres organisationer og valgte politkere har været med til at lave, det kan synes som en uretfærdighed. Men lad os tage den en anden gang.

Lad os også en anden gang tage snakken et andet sted i bogen om, hvorvidt det kun er betonarbejderen, der dør af at skulle have fart over feltet, mens entrepenører, bygherre og banker ved stramme tidsplaner meler kagen. Disse påstande kan synes noget enøjede - omend måske fair nok i en bog, der vokser ud af jord og betonkulturen. En for stram tidsplan går dog, tillader vi os her henkastet at mene, også ud over ingeniører, arkitekter, entrepenører, der ikke sjældent bliver skilt fra kone og børn på grund af arbejdsnarkomani, mens omvendt en for slatten tidsplan giver kontant afregning i form af mangel på effektivitet, hvilket får bankernes rente til at ryge op, idet tidsfristen overskrides, mens bygherren måske vælger at skifte til andre selskaber, hvorfor det første risikerer konkurs med fyringer, fallit og måske selvmord til følge. Alle taber her. Med andre ord, ansvaret påhviler ikke enkelte mennesker, hverken banker, entrepenører eller bygherrer men samfundets stress og jag med os alle. Det perspektiv kunne vi godt have tænkt os berørt noget mere i den ellers uhyre velskrevne bog, der, igen fordomsmæssigt fra anmelderen her, lix-tal-mæssigt ligger så langt over niveau, at man på intet tidspunkt bliver træt af at læse bogen. Tværtimod. Og det er naturligvis heller ikke en debatbog.

Den går rent ind, når vi læser om hovedpersonen, der i møjvejr cykler gennem Københavns gader og for overhovedet at nå frem at fokusere på den kop kaffe, der venter på ham i skuret. Vi føler med ham, når han begynder at svede efter at have opdaget og nu står midt i en fejl, hvor et hul er for lille, og en mindre hær af kolleger og biler står og er afhængige af at få den udbedret i en fart. Vi drager alle et lettelsens suk, når konflikten, og der er nogle stykker af dem, mellem formænd, lærlinge, mellemmænd, sjakbajsere og gud ved hvem ellers hører op, og alle går tilbage til arbejdet som om, at nu var der ikke mere at snakke om. Måske var der så ikke. Eller også var der ikke lige ord for det.  Der fornemmes nemlig noget bitterhed og vrede i det usagte, og der hviler over hele bogen en eller anden uforklarlig blues af noget, der måske for forfatteren forekommer uretfærdigt. Noget skjult, noget rugende. Måske er det sådan, at mens andre med mere let adgang til at udtrykke behov og følelser kommer ud med det, så er sjakbajsere og betoner og arbejdsmænd måske mere disponeret for at brænde inde med tingene, lure på hinanden og på arbejdsgiverne indtil alting lige pludselig eksploderer uhensigtsmæssigt.

Igen kan vi tænke over det. Det kan man derimod ikke, når vi får forelagt nogle nøgne procenter og tal om såvel storentrepenørerne som politik og om de arbejdere, der tidligere stemte på venstrefløjspartierne, men som nu i langt højere grad er røget over til de borgerlige.

En spændende bog vi alle kan lære noget af. Ikke mindst om hverdagens helte, der visse steder i bogen dog synes lidt patetiske i deres tilgang til tingene. Det inkluderer også forfatterens levering af visse episoder og tankesæt. Men ok, er det et af redskaberne for at få os bogorme og skrivende folk til at forstå arbejderheltene og samfundets fysiske opbyggere lidt bedre, så er det gjort godt.