Anker Jørgensen og det forunderlige liv af Jonas Wisbech WangeJonas Wisbech Wange Anker Jørgensen og det forunderlige liv 333 sider Lindhardt og Ringhof Han kan noget med ord og stemninger ham Jonas. Ordene og stemningerne klæder hinanden. Vi ser det eksempelvis på side 212, hvor vi er til middagsselskab med Anker og Bülent Ecevit fra Tyrkiet. Middagen blev afholdt i den tyrkiske ambassadebolig i Hellerup tre uger efter, at Anker Jørgensen havde mistet sin hustru. Selskabet havde netop sat sig, da fru Ecevit vendte sig mod Anker og kondolerede med Ingrids død. Anker, der endnu var i dyb sorg, var ikke i stand til at snakke om tabet. Lone Kühlmann bemærkede hans ubehag ved samtalen og blev flov, uden at hun på nogen måde følte, hun kunne stoppe fru Ecevit, som uden at se de blinkende advarselslamper blev ved. Og ved. "Du må huske på, at I ses i himlen", sagde hun. Ordene slog ned i Anker. Han så ned i sin tallerken og knugede sit brød. "Vi tror ikke på den slags". Pludselig kunne al Ankers tomhed aflæses i hans ydre. Han var stødt. Også selvom ordene var sagt i den bedste mening. Minutterne tikkede derudaf, sekunderne ned. (Eller skulle der have stået med, red.) Stilheden og ubehaget i den tyrkiske ambassadørbolig blev ikke mindre, da Anker Jørgensen lidt senere holdt en pragttale for Ecevit på tyve minutter, hvor han roste ham for dette og hint men sluttede af med en gigantisk opsang til vicepremierministeren for, at tyrkiet gav 15 års fængsel til kurdere og politiske fanger, der havde talt deres eget sprog i parlamentet. Efter sådan en svada kan det nok være, at vandene delte sig. Men det var Anker sgu da ligeglad med. Han kunne være lige så brutal overfor de, han mente gjorde uret, som kærlig og varm overfor de mere folkelige. Andre steder er bogen fyldt med visdomsord som citeret af digteren Paul la Cour: Et træ er smukt, men man kan gå op og ned af det i så lang tid, at man ikke længere lægger mærke til det,men så bør man kigge på det én gang til. Det gælder også i kærlighed. Vi kommer i bogen på en meget, meget indholdsrig dannelsesrejse, hvor Anker Jørgensen tager os med ind i dybe afkroge af sit sind, og samtidig mærker vi en blufærdighed, der gør, at han i hans livs aften elegant holder på det allerinderste, som er tilbage, og som kun tilhører ham og hans elskede Ingrid, der døde for de mange år siden. Vi får helt nye sider af Anker at kende, denne menneskelige, joviale mand, der både har gået på Harvard og er en af de politikere på Christiansborg, der efter sigende har læst mest om litteratur, filosofi og kunst. En særdeles belæst mand. En smuk bog om Anker. Som vil række helt ind i eftermælet. En meget, meget særlig bog om en statsmand, om døden, tankerne, litteraturen, kunsten, kærligheden, religionerne, så meget så meget, at det er lige så stor, næsten da, en dannelsesrejse, som Anker Jørgensen selv øser af til forfatteren. At gengive en sådan er en stor bedrift. Ros til forfatteren.
|