Udskriv

A-Z - kærlighed og seksualitet af Tanja Rahm

 

 

Tanja Rahm
A-Z Kærlighed og seksualitet
Illustreret af Klaus Seidel
Forlaget Sohn

 

Et af årets bedste bud, måske det bedste, på en smuk, poetisk, vidende, indholdsrig og lærerig bog om sex, kærlighed og den nærhed, vi alle på hver vores måde går og slås med og forsøger at få op at køre til hverdag.
Før alt andet skal forlag, forfatter og tegner have ros for en hengiven og lækker udgivelse, som tegner et ekstremt godt portræt af de problemstillinger, vi finder i det moderne samfunds udgave af partnerskaber, singleliv og seksualitet.
Der er kælet for skønhed og indpakning. Serveringen af stoffet er elegant og nænsomt. Sproget direkte, måske nok en smule gammeldags, men forståeligt og sammenhængende - også i den form, den indbyder til, nemlig som opslagsværk om alt fra A-Z. Claus Seidel har med sine kærlige, frimodige, sensuelle, frie, etiske, meget dedikerede og alligevel fantasibefordrende og æggende tegninger åbnet nye veje for at frisætte alle tænkelige arter og afarter af det seksuelle og kærlighedsmæssige univers. Seidels streger er halvdelen af bogens værdi.
Bogen vinder ved at være oplysende omkring en lang række emner, der er indbefattet i kærlighedskultur og behov for sex og nærhed. Den vinder også ved, at man i særdeleshed kan genkende sig selv rigtig godt i en del af de beskrivelser, der kommer ud af Tanja Rahms mund. Det værende sig for eksemplets skyld den kærlighedsafhængige, som bliver en klods om benet på sin elskede og laver dramaer, fordi vedkommende har et enormt savn fra sin barndom og et gabende tomt hul, som ubevidst sætter scenen og dagsordenen i parforholdet. Man er altså kærlighedsafhængig, dermed ikke kræsen, man tvivler på, at man fortjener kærlighed, styrer måske partneren med seksualitet og frygt, og finder man en anden kærlighedsafhængig at være sammen med, vil de to forstærke og bekræfte hinandens negative kerneoverbevisninger. Fremragende skrevet. Flot formuleret psykoligi. Således i den ene ende af det psykoligiske mønster. I psykologi light-enden finder vi en af bogens andre kvaliteter: - nemlig ved i tegning og ord at legalisere rigtig mange af de ting, vi hele tiden går og tænker på; liderlighed, utroskab, familieliv, sex med andre, kys, subkulturer og vi skal komme efter dig. Det synes som om, alt er med.

Nogle gange dog så meget, at der ikke har været plads til en vis form for uddybelse. Umiddelbart er det en længsel, men det skaber så naturligvis mulighed for diskussion, samtale og debat i familie og vennekreds.
Vi kunne dog godt have tænkt os at vide fra en professionel, hvilke tegn, man skal holde øje med i den blinde forelskelse, beskrevet på side 90, så man ikke ender op med det jalousidrama, som kan drive enhver partners elskede til vanvid, hvis der ikke i tide bliver dæmmet op for det. Der er generaliseret lidt for meget visse steder (ganske vist få), og der bliver draget nogle vel hurtige slutninger. Som f.eks. også:
"Disse aktiviteter (pleje af feminin side, frækt undertøj, barbere ben, lægge neglelak, red.) aftager i takt med forholdets udvikling . . ." -.
Det er nu for det første ikke generelt, og vældig galt går det da i det efterfølgende . . .
"måske fordi kvinden ikke mere på samme måde føler sig værdsat, elsket og forført følelsesmæssigt".
Bang, så det er altså mandens skyld, at hun ikke mere lægger neglelak for ham . .?? eller hvordan lige.
Så har vi skænderiet, iscenesat af bogen her; for er det måske ikke hende, der kastrerer ham og i alle sine krav til ham fratager ham hans mandighed og motiv for at rose hende og forføre hende??? Det var vist en smutter.. . .
Til gengæld går vi herfra og videre ind i en flot beskrivelse af den ulykkelige forelskelse og den psykologiske baggrund for, at nogen hænger fast i dette tema en god bid af livet, for selv om vi bliver færdig med en vis person, bliver vi aldrig helt færdig med de følelser inde i os, som netop denne person har vakt.

Det skaber også god ressonans, at bogen omtaler meget væsentlige begreber som essens og integration af maskuline og feminine sider, ligesom sanseligheden signaleres ud i såvel som mellem linjerne. Men vi kunne godt have undværet endnu en gang Kuma Sutra, som vi jo kender udmærket, og som naturligvis stadig er brugbar. Dog ville det have langt mere banebrydende og af nyhedsskabende interesse, hvis forfatteren var gået lidt ombord i nogle af de nye bevægelser, som skaber interessen for, vedligeholder og arbejder med tantra og udbreder interessen for kropskontakt og nærhed, blot for eksemplets skyld kan vi nævne den indiske OSHO-bevægelse med hundredevis af centre worldwide og millionvis af tilhængere.


I bogens letkøbte påstande hedder det på side 212, at mænd måske har lettere ved at tale om sex end kvinder.
Det er vist meget individuelt, om man skal sige det milidt.  En side længere fremme møder vi så klassikeren med, at et skrantende parforhold har godt af bestemme-aftener, hvor børnene skemalagt bliver sendt i byen, og så er der dømt råhygge -, om man lige er klar til det eller ej. Det lyder som en opskruet ferie, der har store chancer for at ende i fiasko. 
En løs påstand er det også, når Tanja mener, at "forelsker man sig for eksempel i én, der ikke går op i personlig udvikling, mens man selv elsker at dyrke livets dybere mening, er der ikke ret mange chancer for, at det i det lange løb holder". For det første, er det skrupforkert. Masser af mennesker er sammen netop på grund af polariteter, hvor den ene ryster på hovedet af den andens interesse, men hvor er han dog skøn og dejlig. For det andet er det absolut ikke sikkert, at et forhold holder, fordi man begge to dyrker samme lidenskab. Netop det at man er to, der så eksempelvis interesserer sig for personlig udvikling, måske endda samme type, kan hurtigt skabe konkurrence, graven i hinandens følelsesliv og skabe ubalance, fordi ingen tør være lette og sorgløse . . .
I det hele taget kunne vi godt have tænkt os at forfatteren havde underbygget sine påstande lidt mere. Hvor kommer hendes holdninger fra; er det egen erfaring, er det almindelig rundesnak fra hendes praksis grupper, eller er det undersøgelser på et andet plan. Det ville have styrket forfatternes autoritet - ikke det modsatte - og klædt bogen, at vi havde dette at forholde os til.
Endelig ville vi også gerne have haft uddybet, hvorfor det er, at man ikke altid kan bruge venner til at hjælpe med at løse sine problemer, men bliver nødt til at gå til psykolog. Det kommer bare som en løs konstatering i bogen. Vi kan så fortælle her, at det ikke er på grund af den måske iøjnefaldende forklaring -, at venner kan finde på bevidst/ubevidst at tage parti. Men fordi venner som regel ikke er bevidste om de psykoligske overføringer og modoverføringer, der er en del af interaktionen mellem mennesker. Hvilket vil sige, at hvor gode venner måske i en samtale over et glas rødvin eller en kop kaffe kan mærke deres eventuelle ophidselse over et partnersvigt af deres gode veninde, vil de have tendens til undervejs i snakken selv komme i kontakt med et svigt og overføre denne følelse til veninden. Denne mekanisme er en terapeut og psykolog - i nogle tilfælde. uddannet i at gå fri af. Og vil rationelt kunne gå ind og støtte vedkommende i at opbygge sit eget liv.
Alle ovenstående kritikpunkter er på en eller anden måde så godt bygget ind i bogen bevidst eller ubevidst, at man kan bruge punkterne i en debat med sin partner eller i gode venners lag - eller til ren selvindsigt sammen med resten af den flotte udgivelse. Vi bruger normalt ikke begrebet med at give stjerner for bøger. Men vi vil hér gøre en undtagelse, idet der er rigtig meget kærlighed, hjerte og nærvær i A-Z Kærlighed og Seksualitet.  Det vil vi gerne kvittere for. Og vi vil derfor sende den seks, varme julehjerter - ud af seks mulige.
Og det endda med kærlig hilsen.