Heidi Kølle Andersen
En rigtig dame
182 sider
alpha

Fantasien fejler bestemt ikke noget hos forfatteren. Hun kører på med alle mulige historier om seksuelle tilbøjeligheder, teenagere, modeindustri kontra bæredygtighed, uregerlige svigermødre, arvingerne der er ligeglade med arveladeren, bare de arver og mange andre udmærkede og velmente emner.

Der er megen fordømmelse i bogen, megen afstandtagen og megen kulde, og det får bogen plus for at fremtone ganske livagtigt.

Sproget er tillige holdt i en til situationerne passende kølig tone stort set hele vejen igennem novellerne, der iøvrigt er bygget op i et ret ens og monotont sprog.

Visse steder er det så direkte vulgært, endda ubearbejdet vulgært. Hvilket efter vores mening er unødvendigt vulgært.

Det virker som om, forfatteren bare har besluttet, at sådan SKAL personerne snakke og tænke og opleve. Uden at tage nøjagtigt bestik af situation og miljø, og hvem personerne ellers er.

På side 78: Hvis hun var skrap, kom det måske af alt det pis, hun i årenes løb havde fundet sig i.....men var gået hjem i seng, var hun en narrefisse.

Side 87: Fuck noget billigt kineserlort.

Fuck hvor havde hun bare lyst til at hente sin taske, hælde kaffe i skødet på fucking hr. Lorte-Svendsen og kvitte med et ordentligt ramasjang. Simpelthen bare SKRIDE fra den her butik.

Der havde John, den lade idiot, alligevel ikke overdrevet . . . hedder det i en anden novelle. Og minsandten om selvsamme udtryk ikke går igen på næste side, som er side 69.

Kunne vi bede om lidt afveksling i kraftudtrykkene.

Iøvrigt er det samme John, som Lizette, novellens hovedperson, får lyst til at komme op på pikken af, idet hun ihukommer sig hans ord:

Skal du en tur op på Bamsefar og ride ranke.

Jøsses siger vi bare.

Forfatteren vil muligvis mene, at anmelderen her har misforstået en hel masse. Lad os så sige det. Men vi forlanger af god litteratur, at der skal være mening med de uartige gloser og bitre sætninger. Der er ganske enkelt ikke flow nok i sproget og opbygningen i visse af novellerne. Det virker sært, når forfatteren lader Anne-Sophie i det dunkle apotek blandt glas, piller og kunder anvende begrebet anskuelsestavle i det periodiske system, når det er det eneste issue indenfor den slags grundstoffer og særlige fagområde iøvrigt, vi bliver præsenteret for, selv om hun i novellen skulle være lidt af et geni på sit felt.

Persongalleriet virker visse steder heller ikke alt for troværdigt.

Netop hovedpersonen Anne-Sophie skulle være blevet headhuntet til en stilling i en medicinalvirksomhed. Det virker meget søgt, at man har fået øje på hende, der netop gør en dyd af at være introvert, ikke ved hvordan man gebærder sig. lever af havregryn og leverpostej i studieårene, stikker nærgående fyre i barndomsårene med nåle og som voksen svømmer 25 baner i svømmehallen Spanien i Århus. Og sideløbende med stillingen som junior assistent næsten bliver kender af byens værtshuse.

Det virker også meget utroværdigt, at da en gartner ikke kan få lov at færdigkneppe moderen, så napper han datteren, der har gemt sig i et skab. Og som har fundet ud af, hvad der sker mellem mor og gartner i sin fars notesbog.

Og er det ikke lige lovlig søgt, at moderen tager sin vielsesring af inden gartneren skal op i hende. 
Vi får indblik i mange miljøer og måder at reagere på. Det er måske også meningen. Fantasien får frit spil i novellerne. Det må man sige. Og er budskabet, at verden er fyldt med nuancer og menneskesindet ligeledes, så har bogen en mission.

Og skal vi lære de mere primitive sider af menneskene og af det danske sprog at kende, så får man da lidt for pengene.

Det gamle ved jo alligevel ikke, hvad de skal bruge pengene til, siger Charlotte til sin Lars-Christian, da de kører hjem fra adventshyggen hos mormor med en kvart ko og et arveforskud.

Når alt ovenstående er sagt, så gør bogen indtryk ved at fremstille så mange forskellige karakterer og så mange forskellige miljøer og så mange, forskellige kolde og rent ud sagt ikke særligt tillidsvækkende eller troværdige mennesker.

Det kan såmænd være udmærket. Og det tæller også på forfatterens plusside, at hun har valgt at beskrive en række situationer, som er kendetegnende for mønsterbrydere og folk, der vil noget mere end bare stå stille på perronen og se på, hvordan andre prøver deres grænser af.

Der skal bare arbejdes betydeligt mere med sprog og opbygning og nuancer, før det kan blive mere end en appetizer.

Trude Teige
Mormor danser i regnen
320 sider
alpha

Vi har altid stor respekt for bøger, hvor researchen er på plads, og hvor man kan nikke genkendende til de adresser, forfatteren nævner i bogen.
Såsom eksempelvis den georgianske ambassade i Berlin, som er placeret tæt ved Tiergarten i netop det berømte ambassadekvarter.

Og når research oven i købet munder ud i en spændende tilgang, en fin handling, et historisk vingesus og en høj sproglig kompetence. Så bliver man begejstret og efter endt læsning, får man nærmest lyst til at opleve det hele igen; eller i hvert fald en tur til Berlin.

Juni har arvet sine bedsteforældres hus på en lille ø tæt ved Drammen og Kragerø i Norge. Læserne får en meget livagtig rundtur i huset, hvor Juni finder et billede, hvor mormor er sammen med en tysk soldat -, og herudover et brev stemplet i Tyskland i 1946. Her bliver Juni nysgerrig, for hun har aldrig vidst, at mormor havde været i Tyskland efter krigen.

Som en bedre detektiv, begiver Juni sig nu ud på en rejse, såvel indvortes som udvortes, og den fører hende til Berlin og videre til en lille by, Demmin der blev en del af den russiske zone. En by der gemmer på et stykke krigshistorie som alle helst vil glemme.

Og som så viser sig at have stor betydning for familien. Også for Juni selv.

Spændingen i bogen er sat godt nok op, og også nogle udmærkede overraskelser og delplots undervejs. Men det, der virkelig er betagende, det er sproget i bogen og den måde, hvorpå man som læser bliver taget i hånden og gelejdet rundt i de forskellige byer og miljøer og menneskers oplevelser som sådan.

Det være sig steder, hvor gaderne næsten var øde, hvor man går langsomt forbi stationsbygningen, hvor Tekla med langsomme bevægelser slår dynen til side og hinker ud i gangen, eller hvis man vågner på et hotel ved, at sengen ryster, eller når forstadstoget er stuvende fuldt.

Alt er beskrevet særdeles livagtigt, så man som læser kommer meget tæt på hovedpersonerne, og det kan vi godt lide.

Ingen distance, og forfatteren formår virkelig at leve sig ind i, hvordan verden så ud dengang .

En fin roman der rummer autentiske og virkelige menneskeskæbner, og som så også springer i tid og sted, og det kan godt virke forvirrende, at typografien ændres nu og da, åbenbart noget man har ment skulle til for at gøre nogle af kapitlerne godt adskilt fra de andre.

Det synes vi nu ikke havde været nødvendigt. Det er forvirrende.

Men altså, det er småting, for her er tale om en bog der tvinger nogle af de begivenheder fra historien frem, som der er mange, der bestemt ikke vil huske, og som derfor er med til at udvide vores verdensbillede og oplevelser af rædslerne fra krigens tid - og tiden herefter.

Som nævnt er bogen skrevet over faktiske personer og hændelser, hvilket giver den en ekstra dimension.

Sifia Rönnow Pessah
Mændene i mit liv
254 sider
Turbine

Hvad synes man om en ung pige, der knalder til højre og venstre i lige dele lyst, forvirring, mindreværd og mangel på retning i tilværelsen?
Et stakkels individ der savner substans, retning?
En billig tøs?
En goddigger?
En skalpjagter?

Der er mange muligheder.
Det er dog lykkedes for den svenske forfatter at skrive sig til et sympatisk billede af en pige, der vil et eller andet med sit liv uden at vide hvad. Og som bruger sex som et middel på vejen og nedlægger og lader sig nedlægge af den ene mand - og en kvinde eller to - efter den anden. For så at stå tilbage som det spørgsmålstegn, hun lagde sig til rette på lagenet som. Eller efter en lejlighedsvis yderst kortvarig og flygtig følelse af forelskelse, ægthed og nærhed at blive bekræftet i sin ududelighed og sit mindreværd.

Det lyder umiddelbart spændende, og i visse passager også æggende, at være vidne til en lang, lang række små kapitler i hendes liv fra Tiago der elsker at slikke hendes fisse, mens han hiver i sin egen pik, over hende der tøver med sex, fordi hun aldrig har kysset en pige før, til ham der elsker at bestemme, hvornår hun skal ride hans pik, til ham der måske er Sveriges lækreste socialist, over Konrad og Amin og et hav af venners venner, folk fra studiet, løse bekendtskaber og mænd, hun samler op på et værtshus.
Som læser skal man ikke være sart, for sproget er meget direkte og ægte, og det skal forfatteren have pluspoint for.
Det giver bogen en dimension af ærlighed, når Sonia, bogens hovedperson, lader hans pik mase sig længere og længere ned i halsen og alle mulige andre meget befriende og direkte vendinger som han knepper egoistisk men med en fandens fart. Det er ret fedt. Det er skønt at bolle med en, jeg ikke har repsket for.

Imellem det hele, så får Sonia tanker som

Spekulerer på om det altid vil vare sådan her.

Et sidste øjeblik hvor intet var ødelagt, og håbet stadig levede.

Jeg er så pissenervøs og ked af det

Han er det bedste, jeg ved, og alligevel ikke nok.

For at straffe mig selv ser jeg på ham for at se, hvad jeg gør mod ham

Hans smerte skaber tomhed i mig

Eller også er vi bare for skadede til at være andet end venner

Jeg væmmes mere over mig selv end over ham

Udsagn som ovenstående er guld værd at lede efter i romanen. For de giver et rigtig godt billede af, hvad det er for en pige, vi har med at gøre. Hun har da også været på angstdæmpende medicin, som hun så forsøger at fralægge sig. Nu forsøger hun så at dulme smerten over sin angst ved at misbruge sin seksualitet.

I disse tider hedder det måske ikke at misbruge, mere at gå efter sine lyster og sit begær på datingmarkedet. 

Læs selv en dejlig bog der er fyldt med saftige sex-beskrivelse og underliggende, psykologiske mindreværdsformler.

Nujkas Batt och Dag
1793
494 sider
Gutkind 

Da forfatteren lancerede sin debutroman i en trilogi, var vi mange, der var spændte på, om stilen kunne holde og kvaliteten var på et niveau, der berettigede en trilogi. Egentlig ganske naturlige overvejelser, idet der i forfatterkredse i disse år er trængsel i trykkeriet om at få lov at udgive dobbeltbind, trilogier, kvartetter, femlinger, og hvad det hedder altsammen. Som et velment forsøg fra forfatterne om at brænde sig fast i publikums bevidsthed.

Heldigvis er markedet også besat med fornuftige redaktører, der kan skære igennem og luge ud i de mindst salgbare.
Vi må sige, at såvel forfatter, redaktør og forlag er sluppet ualmindelig godt fra lanceringen af denne serie, hvor vi nu er nået til bind 2.

Vi snakker historisk krimi. 
Vi indleder trilogien, altså i bind 1993, med at et lig bliver fundet i en sø på Södermalm. Inden døden er vedkommende blevet grusomt tortereret, og adskillige legemsdele er hugget af. Den tidligere og nu meget syge anklager, Cecil Winge, bliver bedt om at opklare sagen og indgår nu partnerskab med Mickel Cardell, der er tidligere soldat, og som fandt liget.

Et ganske umage par, skal det vise sig, men sådan er det jo ofte, når der skal skabes resultater.

Og resultater bliver der skabt, må man sige, idet mordet viser sig at trække spor såvel blandt samfundets nederste som til samfundets absolutte magtelite, endda politiet selv.

Forfatteren er god til at personbeskrive, omend i en lidt særpræget form, sådan lige som man skrev i gamle dage. Det giver sproglig historik og gode accosiationer til verden for et par århundreder sigen.

I det år, Cardell blev født, blev en gnist fra en bagerbod til en voldsom ildebrand.der lagde tyve kvarterer i aske. Tessins kirketårn styrtede ned gennem den gipsede taghvælving, og selv om det er tre årtier siden, har kirken endnu ikke fået sit spir tilbage:

og

Winge er spædlæmmet og tynd, unaturligt tynd. Han kunne ikke være mere ulig Cardell, som er en mand af den slags, der kan ses på alle gader og stræder i Stockholm, frarøvet sin ungdom af nødlår og ufred, som var den brugt op før tid.

Sådan noget læser man ikke hver dag, og det er med til at gøre bogen mere spændende end ammindelige krimier, idet historiens tidslommer er repræsenteret. Og i dette bind en tidslomme, hvor vi oplever det grusomme og direkte bestialske og beskidte i folks tilværelse i forrige århundreder, længe før der overhovedet var tænkt på noget, der lignede retssikkerhed og velfærdsstat. Hvor natpotter tømtes ud af vinduet, og hvor feber, hoste og tilbagevendende epidemier i den grad tog livet af folk.

En fin og anderledes udgivelse uden de helt store dramaer men spillende ganske godt på det beskrivende, iagttagende og psykologiske.

Niklas Natt och Dag
1794
500 sider
Gutkind 

I næste værk fortsætter stilen med afsindigt, undskyld udtrykket, vamle og ulækre beskrivelser af Stockholm dengang. Hulspor, grumset vand, skoenes lædersåler, spøgelsesagtige bjælker, pis, afføring, snavs og druk. Altsammen beskrevet så vi kan smage det, lugte det. Cecil Winge er død, og Cardell må nu "nøjes" med hendes bror, Emil Winges hjælp til at opklare, om det var ulve eller Tre Rosor, der fik slået Linna Charlotta ihjel.
Vi kommer for alvor ombord i den svenske underverden anno 1794, og bogen er en værdig efterfølger til 1793.*
Det er som om, forfatteren nu læner sig over mod et lidt mere venligt og moderne sprog, som om han tager læseren med på en sproglig rejse, der skal pege fremad mod det velfærdssamfund, som venter århundreder fremme.

Lygtemænd, kobberkryder, kærrer, beske drikke, sult og desperation får bogen langt ind under huden på læseren, og som i forgængeren kan vi længe efter, at bogen er lukket, tage os til næseborene i forsøget på at få duften af urin, forbrydelser og nederdrægtighed langt væk fra vores sind.

I modsætning til forgængeren indeholder bogen et persongalleri, som man har god gavn af, når man på een side læser om Blomstermanden og på næste side om konger og baroner.

Angela Marsons
Døde sjæle
400 sider
Jentas

En arkæologisk udgravning på en fjerntliggende kirkegård blotlægger en samling menneskelige knogler. Kim Stone og Tom Travis bliver tvunget til at arbejde sammen om forbrydelsen - meget mod deres vilje. Men sådan er vilkårene åbenbart i dagens thrillere og spændingsromaner; ikke alene skal man kæmpe med en forbrydelse, man skal også kæmpe med sine kollegaer.

Her plejede de to dog at være venner, indtil der skete noget, som Kim aldrig har forstået. Tom er meget fjendtlig, og deres samarbejde er vanskeligt og anspændt.

Det viser sig dog naturligvis, at de to kan skabe professionelle resultater sammen, og de får afdækket en meget mørk og brutal del af menneskeheden, der involverer såvel Hate Crimes som afsløringer af forhold omkring Storbritaninens højreorienterede og meget voldelige organisationer.
Marson er en rigtig god forfatter, der forstår sig på indviklede og umiddelbart uigennemskuelige plots, hvilket er en fordel i dagens enorme marked af krimier og spændingsbøger.
Hun er endvidere god til at flette aktuelle og meget samfundsrelevante emner ind i sine bøger, som f.eks. netop Hate Crimes og angsten for højreekstremister. 
Bogen her indeholder rigtig gode karakterbeskrivelser såvel som af udviklingen af samme.

Sat sammen med opfindsomme plots og gode detaljer i miljøerne har vi en værdig thriller til en eftermiddag eller to.

Søren Nørby
Med fornøden dristighed
328 sider
Turbine

Som en af verdens store søfartsnationer får vi ofte litteratur om slagene gennem tiderne. 
Nu kommer marinehistorikeren og forskeren ved Forsvarsakademiet, Søren Nørby, med en levende og autentisk udgivelse om nogle af de mest berømmede slag.
Autentisk fordi forfatteren i disse år underviser kommende officerer i søkrigshistorie. Og levende fordi teksten er så iagttagende og mundret og up-tempoet, at man næsten føler, at man er med til at betjene kanonerne og med til at tegne kortene over de forskellige slag.

Man kan undre sig over, at forfatteren har tilskrevet titlen Med fornøden Dristighed Peter Wessel Tordenskjold (1690-1720), når han samtidig erkender, at det er tvivlsomt, om Tordenskjold nogensinde har udtalt disse ord.

Men det har han altså i erkendelse af, at Tordenskjold så udviste den dristighed, som mangen efterfølger i Flåden har lænet sig op af, når man skulle i krig eller på togt.

Bogen indeholder da også mange flotte citater og instrukser for f.eks. skibschefen fra 1943 omkring optræden i krig, og det var netop i august 1943, at den danske flåde blev sænket -  af danskerne selv, hvilket man jo nok må sige var en dristig handling, der ikke turde kræve mange overvejelser og rundbordssamtaler men dristighed og mod.

Bogen er meget velskrevet og indeholder fine detaljerigdomme og flotte kort og optegninger over steder, hvor dristigheden i allerhøjeste grad har været sat på prøve. Ved Linjeskibet Dannebrogs forlis i Køge Bugt, kampene i 1864, under Napoleonskrigene, Oldenburgs forlis 1799, Fregatten Freyas kamp i Den engelske Kanal, det tyske angreb på E13, sænkningen af Hvidbjørnen i 1943, spændingerne omkring Red Crusader-affæren i tresserne og meget, meget mere.

Beskrevet med en stor detaljerigdom tilsat spændende beretninger om besætning, tekniske data, ukendte fotos, citater fra de kommanderende officerer, værnepligtige der pudsigt nok ikke kunne svømme -, og hertil en i alfabetisk orden fin oversigt over litteratur til inspiration men også et person- og skibsregister, som vil være genkendeligt for eller af meget stor værdi for sø- og krigsinteresserede.

Benn Q Holm
Et stykke af tiden
352 sider
Alpha

Det er altid givende at læse romaner med afsæt i virkelighedens tidslommer, og om steder og byer, man kender til. Et sted man har hørt om eller spadseret rundt i eller kender nogen, der elsker at være der.
Sådan er det med denne bog, der på alle måder afspejler minderne fra en tidslomme i halvfjerdserne, hvor verden på mange måder var anspændt og koldkrigstruende og Rote Armee-rædelsvækkende. Men hvor kreativiteten og kærligheden og seksualiteten og musikken også blomstrede for fuld udblæsning med nye toner i ord, musik og handling over hele Europa.

Vi befinder os i bogen i Berlin, hvor den unge arkitektstuderende Ben ankommer fra Canada for på stipendium at tilbringe et år på byens tekniske universitet.
Han bliver logerende i Pension Daxer i Charlottenburg og får et særligt venskab med forskellige typer som f.eks. en kunstner ved navn Vicky Klein, og så opstår der ud af det blå et stævnemøde med Sabine Gatzviller, en forførende pige, der giver et stød i Ben ved det første klem.
Og hun kan så fortælle Ben, at David Bowie ifølge rygterne er ved at indspille et album ved muren og bor i et luksusharem, mens Ben så kan fortælle hende, at han rent faktisk bor i Hauptsrasse i Schöneberg. . . .

Bogen er god, lad det være sagt. Menneskelig dyb, læseværdigt varm. Og meget troværdig. En middag på en restaurant er ikke bare en middag med to isolerede mennesker; der sker noget omkring dem, noget vi alle har oplevet, når vi har været ude. Det trækker ind ad døren. Nogen snakker lidt før højt.

Og her i bogen får vi detaljen:

Tjeneren sendte Sabine et flirtende blik, inden han gik med deres tallerkener. "Sådan en nar. Hvad bilder han sig ind", sagde Savine.
"Det må du sgu nok sige". Ben rystede på hovedet. "Hvor kom vi fra?".

Sans for akuratesse og detaljer og god stil i opbygningen af episoder.

Det er lige før, læseren kan anvende bogen som vejviser, hvis man skulle have glemt den på sin tur til Berlin. Udover et fint oversigtskort over byen indeholder den også en næsten uudtømmelig kiste af gade-, plads- og kvarternavne, lige fra Potsdamer Platz, Theater des Westerns, Fasanen- og Kantstrasse, pladsen ved Zoo, Hauptbahnhof, kunstnerværtshuset Diener Tattersall, Savgny Plarz, Bleibtreustrasse, og hvad vi ellers har. Det er næsten for meget at skulle forholde sig til alle de location droppings, men man kan ikke lade være at imponeres over forfatterens research, og man kan heller ikke lade være med at google de forskellige navne og se, om hotellerne og cafeerne og de forskellige gader eksisterer endnu. På den måde ansporer bogen til, at man næsten selv kommer på rejse.

Og på rejse kommer man både indvortes og udvortes. I geografien i en spændende by i Europa og invortes kommer vi på rejse tilbage i tiden, til en ungdom hvor vi selv var enten studerende eller bare på vej og tog afsæt i livet ud fra de første, spæde forsøg med relationer, musik og kærlighed.

En givende roman.

Thomas Rathsack
Kollaps
320 sider
Politikens Forlag

Det giver naturligt nok Thomas Rathsack en enorm fordel, vægt og pondus, at han i sit forfatterskab kan sælge på, at han selv har været i felten som hårdfør soldat, sikkerhedskonsulent pg programleder for en dansk minerydningsorganisation.

Her i ti-året for sin første udgivelse som romanforfatter fortsætter han fortællingen om Micahel Plessner, tidligere jægersoldat, der denne gang er i Rusland for at undervise en gruppe russiske rigmænd i overlevelse. Og desuden for at løse en særlig opgave for Forsvarets Efterretningstjeneste.
Kunne man kalde det sammenfald af interesser. Lad os bare sige det.

Lad os også sige, at det turde være tydeligt for enhver, at forfatteren visse steder MÅ have tænkt sig selv og skrevet sig ind i historien. Hvorfor skulle man ikke det, når man nu kan, har talent for det og oven i købet har noget at byde på.

Hvor meget mere spændende kan det blive, og hvor behersket og for spændingsgenren et elegant afsæt er det ikke lige, når Michael Plessner i mørke befinder sig i en havareret bil med blodet dryppende fra et sår i panden uden, at han aner, hvor han er.
Og når der på passagersædet sidder en livløs kvinde, mens han i en rygsæk finder en harddisk og en håndfuld reagensglas med vandprøver. Han kigger op og ser, at himlen oven over er fyldt med helikoptere, der lader sine lyskegler skrælle gennem skoven . . .

Værso´, så er der serveret.

Ratschack forstår sig på de enkle virkemidler, der skaber spænding og plots. 

Hvis vi så også fortæller, at Plessner formedelst en halv million for FET skal bringe en pakke hjem til København fra Kola-halvøen, altimens den russiske efterretningstjeneste også har SINE interesser.

Så får man ikke sovet ret meget den nat, hvis man vel at mærke overhovedet forsøger at falde i søvn. 

Forfatteren forstår at veksle mellem nutid og fortid, så man forstår lidt mere af, hvad der driver Plessner, og det er rigtig sympatisk og giver bogen og personbeskrivelsen tyngde og realisme. Samtidig er han dygtig til at kombinere det actionprægede med en god forståelse for at kombinere menneskelighed og varme med målrettede missioner  og overlydsknald fra automatvågen. 

Hej Michael. Jeg sover længe efter nattevagten. Der ligger penge til aftensmad. Knus mor.

Hvor sødt.

Menneskeligheden bliver også drevet frem set i lyset af, at Plessner får masser af tærsk og forsøger at skærme for sig, som enhver af vi læsere ville gøre, hvis lige pludselig en flok drenge går til angreb på ham i en blodrus.

Humoren fejler heller ikke noget. Hvad med denne:

Hvad er forskellen på en myg og en CEO? Myggen vil indrømme, at den er en blodsuger.

Så når vi lægger det hele sammen, er her ikke bare tale om spænding derudaf, vilde jagter, ensporede trusler og store dramer. Her er tale om noget holistisk og meget mere helstøbt, end man er vant til indenfor spændingsgenren, og det er det, der gør læsningen af Thomas Rathsacks bøger til yderst tilfredsstillende læsning. 

En enkelt, kort læseprøve fra bogen, hvor missionen til Kola er under opbygning:

"Hvert år rejser tusinder af turister til Kolahalvøen og fisker. Men skulle du blive kompromitteret . . . tja, så bliver en kold fangekælder på Kolahalvøen eller en arbejdslejr i Sibirien nok endestationen for dig. Nej spøg til side. Det er ikke nogen synderlig risikabel operation Men jeg må være ærlig og sige, at I tilfælde af, at du rent faktisk bliver snuppet, så har vi aldrig nogensinde hørt om dig...."

Lige i det afsnit irriterer en simpel stavefejl dog læsningen, idet I er skrevet med stort. Men lad nu det ligge. Bogen er en spændingsmæssig perle og en livagtig fortælling.