Hvad skal man dog skrive om en bog, der er så autentisk, fængslende, gribende og nærværende som den her om youtuberen Thomas Kjems, der endte bag tremmer i det berygtede Evins-fængsel i Iran. Hvor han bliver vidne til en medfanges dødsom, hvor forhør ikke er noget at spøge med, hvor tvungne tilståelser og heraf følgende livstidsdomme er en del af hverdagen, hvor en svensk diplomat er endt i selvsamme fængsel, uden diplomatstatus, i et storpolitisk spil, og hvor familien derhjemme på en eller anden måde bare kan se til, mens deres søn sidder fast i et system så langt fra danske værdier.
Bogen er skrevet med lige dele indsigt i storpolitik, i det psykologiske aspekt hos mennesker, dagligdagen i et berygtet fængsel, hvor frygt, mobning, drillerier og overlevelse er en stor, sammenkogt ret.
Dramadokumentarisme på meget højt niveau med udskrifter af gribende telefonsamtaler med Thomas´ familie i Danmark, der af al magt forsøger at holde modet oppe på både sig selv og deres søn, og hvor bogen Nuets Kraft ikke underligt får en væsentlig betydning for overlevelsen i fængslet.
Sikke en historie. Sikke en bog. Kanongodt skrevet.

 

Det er altid mere givende, når man får indsigt i miljøet omkring et menneske, der nærmest har været med os hele livet, og som vi stået på sidelinjen og lige dele beundret, lige dele tænkt hvor synd hun overhovedet blev vidunderbarn.
Sådan en bog er den her. En bog der flot og dybt giver os indsigt i såvel Michalas egne tanker om den virak, hun som vidunderbarn i sin tid skabte med sit talent OG sine stressymptomer. Den beskriver hendes tid med uddannelsen i Hannover, og vi når langt, langt ud i store dele af verden, hvor der venter Michala  både udfordrende og inspirerende oplevelser.
Bogen udmærker sig ved at være koncentreret omkring de første godt 30 år af hendes liv, hvilket giver os tid til mere intenst at dvæle ved netop disse første, afgørende år af verdensstjernen og ikke nødvendigvis komme hele livet igennem. Det kan være, 2. halvdel kommer en anden god gang.
Vi får i bogen en ualmindelig ærlig Michala Petri, der fortæller en masse om, hvad hun gik glip af i sin ungdom med hensyn til det sociale liv. Faderens indadvendthed, skriver hun, gjorde det bestemt heller ikke nemmere.
Vi bliver også vidne til, hvordan Michala Petri lærte at undertrykke sine følelser, hvis hun stødte på ubehageligheder - for at se fremad og fokusere på det musikalske.
Vi læser også, hvad det gjorde ved Michala, at far og mor kom voldsomt op at skændes i bilen på vej til en koncert, fordi faderen havde glemt et nodestativ. Voldsomt for en pige med udelukkende musikalske præstationer for øje.
Det er spændende at læse om fløjtenistens mange koncerter i ungdommen, i kirker herhjemme, med alle de forskellige oplevelser, det indebærer. Og hvordan Petri husker og reagerer på de forskellige ting.
Bogen er overraskende nærværende og skrevet på en måde, så man som læser når at få følelserne ind under tøjet og blive både arrig og forvirret og få ondt i maven på Michalas vegne.
Det er det, en god bog skal kunne, at få følelserne frem i læseren. 

 

Alt er positivt ved bogen, og sådan skal det også være, når vi snakker Ole Henriksen. Selv den lækre, blå forside med Oles brede tandpastasmil. Det er i den grad et menneske i overskud, der har skrevet bogen, eller sådan virker det i hvert fald. Indgangen til bogen, hans tilgang til livet vidner om, at Ole er i balance med sig selv og gør alt, hvad han kan, for at lære fra sig og for, at så mange som muligt får glæde af hans viden, erfaringer og lyse sind.
På Bogmessen i Bella, hvor Ole talte om sin bog, blev hans på scenens bagtæppe på ganske humoristisk vis præsenteret på video, som han elsker det, et menneske der springer ud af sengen, op og gøre sin gymnastik i ringene, og så er dagen ellers igang.
Vi har vel alle fortsat en anelse skepsis og lægger hovedet på skrå, for KAN det nu også passe, at en mand kan være SÅ fyldt med posivitet.
Den lader vi stå, som andre har gjort det før.
Uanset hvad så er bogen fyldt med anekdoter fra hans liv og ikke mindst masser af opskrifter på, hvad man skal huske, når man lever sit liv: At være taknemmelig. Han bruger forskellige redskaber til at delagtiggøre os i sine hemmeligheder og til at give os den livsvisdom, vi måske savner undervejs. Vi bliver præsenteret bl.a for

 

* Ole-lovens 10 bud
* Find taknemmelighed i sorgen
* Skriv tak til din hjerne
* Sådan kan du træne din hjerne
* Taknemmelighedsbrev til dig selv
* Taknemmelighed gør dig mere empatisk
* Minder fra Indonesien, Laguna Beach, fra Nibe og fra Bornholm
* Beskrivelse af andre personer der har haft det svært i livet

Og meget, meget mere.

Det kan være svært at administrere al den positivitet, glæde og taknemmelighed i ét hug. Derfor anbefaler vi, at man læser den bid for bid, 5-10 sider af gangen og samler de enkelte guldkorn op undervejs. Kan man leve op til at træne sin hjerne med de redskaber, man får i bogen, vil det helt sikkert gære en forskel.
Ole Henriksen maler med den brede pensel og kommer i f.eks. hyldesten til danskere ind på mange ting, der vil kunne diskuteres. Om vi nu også behandler hinanden med tillid og respekt, at vi ikke er korrupte, at vi kommer til tiden, at vi er flittige og effektive, respekterer de ældre, og er tolerante over for de mennesker, der bosætter sig i vores land, at vi har god stil og ser vældigt godt ud på en naturlig måde.
Ja, så er det sagt, og man kan så også bruge coffe table-bogen her som debatoplæg og få flere nuancer frem, end bogen tillader.

 

 

En ægte thriller der er skrevet tæt og lækker i jeg-form, hvilket gør spændingen og oplevelsen mere intens. Vi er så at sige med i handlingen fra første færd uden at skulle tænke på det, der var engang.
Matt Walters, en skuespiller uden større succes, vender hjem til London og finder en død kvinde i sin seng, Desværre for Matt er hans forlovede, Kate, også kidnappet. Han har én chance for at få hende tilbage, nemlig ved at dræbe en mand, han ikke har hørt om eller sågar aldrig har mødt.
Som romanen skrider frem, stiger mysterierne. Er Kate vitterligt den, hun udgiver sig for at være? Er Matte den, vi som læsere tror, at han er? 
Som alle andre af Kernics romaner er tempoet kraftfuldt og ubamhjertigt, og spændingen mod slutningen bliver nærmest uudholdelig.
Der er masser af gode og spændende karakterer i bogen uden, at nogle af dem nødvendigvis bliver til helte. 
Jentas er rigtig god til at få fat i og udgive bøger, hvor man som læser mere end sædvanligt kan sætte sig ind i dilemmaer og plots.
Hvor langt ville man selv gå for at redde sin forlovede? Vil du påtage dig et mord? Og hvor hurtigt vil du rykke. For i bogen her har Matt kun 24 timer, før fælden klapper. 
Godt dilemma til en thriller. Og med den rigtige forfatter til at få dilemmaet ned på papiret er vi som her godt stillet.
Man sluger bogen, hverken mere eller mindre.

 

En sjov roman om det at ville noget men ad skæbnens og tilfældighedernes vej at opnå noget helt andet - og måske det man i virkeligheden har behov for.
Rosa og Thor lever et temmelig småborgerligt liv, hvor vin og et manglende arbejde ligger som en lidt dyster undertone i et forhold fyldt med subtile magtkampe. 

 

Undervejs sker der ting og sager, men lad os bare lige kort nævne en reference til den vidunderlige illustration på bogens forside:

Aksel havde en, selv for en ornitolog, imponerende ørnenæse og store Royal Air Force ører.  Han havde dog aldrig prøvet at flyve, i hvert fald ikke i gæng forstand.

 

I sådan en sætning gemmer der sig både en bred humor og dybe metaforer, hvilket gør, at en jordnær og dagligdags handling glider ned med nogle få snuptag og uden at læseren skal anstrenge sig for meget for at finde ud af, hvad der foregår. For det, der foregår i bogen, foregår stort set lige for øjnene af os.

Forfatteren leger fint med orde. Højmosetjald, iltede den storsluprende i munden (om vin), trådte en spontan menuet. Herlig læsning. Ledsaget af en fin forståelse for skjult bitterhed i et parforhold og evnen til at finde eventyret på campingpladsen, naturen og under de store fugles vingeslag.

Så har vi bestemt ikke sagt for meget om handlingen. Noget af det mere bærende i bogen er da også et skægt persongalleri og et finurligt sprog med mundrette dialoger.

 

Piet Hein havde et noget anstrengt forhold til medierne. En af de interviewere, der kom tæt på ham, det var legendariske Claus Toksvig. Med sin begavelse, dannelse og enorme viden lod det til, at han spillede nærmest lige op med Piet Hein, der i bogen næsten falder på halen over at blive kontaktet af medielegenden. Interviewet er rigt beskrevet i ord og billeder i bogen.
Der er 2. del i serien om den verdensberømte multikunstner. En udgivelse der i rigt mål giver indtryk af den udvikling, Piet Hein og hans kunst undergik i de år, hvor han dels jagtede verdensberømmelsen, dels var dygtig nok til, at den stort set kom af sig selv. Når blot han var til stede og viste, hvad han kunne.
Udgivelsen fortæller også det, turde man næsten sig, at han som mange andre store kunstnere var notorisk konfliktsøgende, eller også kunne folk bare ikke tage hans temperament, nå han gav den gas.
Vi græmmes, når vi læser afsnittene om det tidligere forhold til sine børn, f.eks. Hugo, der på mange måder blev ydmyget, og det er så tydeligt og trist, at Peter Hein for enhver pris ville hellige sig kunsten, anerkendelsen og berømmelsesn, mens hans bagland, privatliv og i perioder også økonomi lå i ruiner.
Intet menneske, tænker vi efter læsningen af bogen, kan være lykkelig med den parade af åndelige og fysiske tragedier, der var en stor del af Piet Heins liv. Når man så ser på, hvad han har skabt, er det lige før, man tænker, hvad Piet måske ikke selv turde, bare han dog havde ladet være.....For hans egen og omgivelsernes skyld.

Piet fløj verden rundt og blev mange steder modtaget som en anden Messias. F.eks. i Canada, hvor den første samling grooks havde solgt 130.000 eksemplarer på tre måneder, og hvor så hans amerikanske forlægger var fløjet til Montreal for at modtage sin berømthed i lufthavnen.
Piet Hein, fortæller bogen, nød på verdensudstillingen EXPO 67 at gå rundt og se, hvordan det myldrede frem med idéer, hvoraf flere byggede videre på superellipsen og bruddet med det "rektangulæres spændetrøje".
Vi får også i bogen en indføring i, hvad det var for et fælles rum, der dragede Charles Chaplin og Piet Hein mod hinanden. 
Det er spændende læsning, ligesom bogen som helhed er et velkomment og uhyre velresearchet monument over en af de helt store skikkelser i dansk kunst.
En vildt god bog, et fremragende værk.

En bog der vil tale til alle der har en udfordring med tvangsspisning -, og alle der har det inde på livet i form af patienter, klienter eller familiemedlemmer. Der er forskellige stemmer i bogen, sygeplejersker, fagspecialister, tvangsspisere, men først og fremmesteder forfatterens egen, idet hun idag er helbredt for tvangsspisning og i mere end to årtier har arbejdet med andre, der har psykiske og sociale udfordringer. Man må mene, at hun ved utrolig meget om emnet, såvel fra egen krop som fra folk, hun som uddannet sygeplejerske har mødt i sit virke. Emnemæssigt ser bogen da også ud til at favne mere end bredt og kommer ind på det at bekende kulør, utryghed, vrede, at kunne håndtere alle de følelser og mangel på samme som tvangsspisningen kommer fra. At synes man burde kunne tage sig sammen, skammen over ikke at kunne det, at give slip på al mulig kontrol, se fremad og elske mere, den skamfulde krop, den fristende othellolagkagem tøjet i skabet osv osv. En bog der i cases og med egen-oplevelser, ekspertnuancer og gode råd giver fin mulighed for at forstå, hvad tvangsspisning er for en størrelse. 

 

En bog der nærmest dokumenterer den grusomhed, hvormed slaverne i sin tid blev udnyttet og beskriver de vanvittige lidelser, mennesker blev udsat for udelukkende på grund af deres hudfarve. Det er barsk læsning, og man bliver nødt til at holde gode pauser ind imellem. Omvendt er det en måde, hvorpå man kan skabe sig den forståelse og helhed, der har været med til at gøre verden, som den er idag; grusomhed og lidelser har der været til alle sider i alle afskygninger, sådan var det dengang, sådan er det idag. Blot i andre, og i en vis udstrækning, mere spiselige og til tider da også absurde forklædninger.

Når det er sagt, så er bogen fyldt med eksotiske beskrævelser af nutid og forrne tider, La Latina i Madrid, minder fra Havana længe før Castro.  

Vi møder Kaweka, der som spæd blev kidnappet i Afrika og solgt til en af de største sukkerplantager på Cuba. Her opdager hun gudinden Yemayas, der på alle måder ser, at slaveriet er ganske forkert, hvorfor Kaweka fra dag 1 på Cuba kæmper en brav kamp for dets ophævelse. Værdigheden er på spil, og forfatteren har rigtig godt fat i forholdet mellem undertrykkerne og de undertrykte. Uden at forstå dette skisma, ville slaveriet sandsynligvis aldrig været ophævet.  

 

Det andet er historien om Lita, der bor i Madrid, og erfarer, at det som ung, brun kvinde og datter af en tjenestepige finder det svært at få et job. Da hun så endelig får et, så er det, hun kommer på sporet af slavetiden på Cuba.

Er der en sammenhæng? Er hun i virkeligheden i direkte linje barn, barnebarn eller oldebarn af det, der skete på Cuba for mange år tilbage?

En fantastisk bog. Vidunderligt, sanseligt og mættende skrevet. 

Kærligheden, eller skal vi sige forholdet, mellem Lita og Pablot er også hamrende godt beskrevet. Forfatteren er fyldt med fortællerglæde og er tydeligvis ikke bleg for at fortælle, hvor Spaniens rigdomme og formuer er grundlagt af slaveriet.

 

Det er en fin mission at ville fortælle ungdommen, hvorfor man under besættelsen valgte at gå ind i modstandsarbejdet under besættelsen. Forfatteren fortæller, at det er et af incitamenterne. Ejler Borch er på de vej mod de 100 - hundrede - år, og han forttællerr mange, mange ting, som andre ikke tidligere har fået at vide om kampen og besættelsen.
Bogen er en dokumentarisk fortælling om modstandskampen - dokumenteret af en mand, der var med i kampen for et frit Danmark.
Bogen er dobbeltdokumentarisk, kan man sige, idet den også fortælle om de veje, forfatteren går, for at få Ejler i tale. F.eks. at vente ved en dørtelefon i seks minutter, før der bliver lukket op af Ejler Borchs barnebarn, idet dørtelefonen ikke virker.
Sådan nogle beskrivelser virker godt og stilsikkert, idet forfatteren ikke bare griber nogle, tilfældige citater ud af en sammenhæng. Men derimod at der bliver en sammenhæng mellem fortælleren og forfatteren.
Så er der en lang række historier, billeder og illustrationer, der vil være et stort aktiv i samlingen hos enhver, der er interesseret i besættelsestiden.