Velkommen til www.bogsyn.dk
Vi tror på bogen som det trykte medie.
Vi anmelder meget bredt.
Og har små 2.000 anmeldelser her på sitet.
Du kan skrive til os på Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.

 

Özlem Cekic
Den svære kunst at tale sammen
208 sider
Politikens Forlag

Egentlig er der så mange gode one-linere om livet, om mennesker og relationerne imellem dem, at det her kunne blive en anmeldelse, der lod dem stå for sig selv. Både de råd hun selv har penslet ud men også dem vi finder midt inde i hendes beskrivende tekst.

Et sted fremgår det tydeligt og mærkbart, at hun føler for meget, er af et godt hjerte for meget på tværs og anderledes, siger tingene ligeud og som hun oplever dem, måske for rebelsk til at passe ind i institutioner som Christiansborg, hvor hun nærmest blev mobbet ud. Anført eller i hvert fald iscenesat, beskriver hun, af Ole Sohns viden fra Rumænien om "sociale konsekvenser".

Ole Sohn og nogle andre kan hun godt huske ved navn, det virker derfor forkert, at hun i bogen ikke nævner navnet på en politiker fra Dansk Folkeparti, som hun støder på på Christiansborgs gange, og som råber held og lykke til hende, da hun nærmest skal på skafottet foran rullende kameraer.

Det er også temmelig modigt af hende at erklære, at Facebook direkte går ind og modarbejder eller i hvert fald ikke ranker positive kommentarer og likes lige så højt som negative. Det er en påstand, vi kunne savne vidensbaseret dokumentation på. At hun mener i fulde alvor, at Facebook bevidst nedprioriterer de positive opdateringer, så vredesudbrud fylder mest i folks feed.

Men ok, tilbage til det, bogen for alvor handler om. Konfliktløsning; det at kunne tale sammen.

Cekic har været ude for lidt af hvert i sit liv, og det er sundt at læse en beretning fra en kvinde, der dels vil ud med, hvad hun har oplevet, men som også bruger sig selv og sin historie til at komme med hurtige, men alligevel dybe og brugbare, råd.

Det, der var vigtigt og gennemgribende engang, mister betydning.
Tag én ting af gangen.
Tiden er en afgørende rolle i konflikter.
Jeg gav slip på kontrollen.
Mangfoldighed bør være en styrke på arbejdspladsen.

Bogen indeholder mange af de almindelige råd, vi har hørt før, men som i den rette kontekst, som i bogen her, forekommer mere dybe. Og bogen bliver virkelig stærk, da Özlen Cekic beskriver, hvordan hun til et foredrag "afvæbnede" en kritiker af invandrere ved at tale personligt til ham om hans kræftsygdom, sætte den i relief med hendes egen mor og sagde, at hun ville bede for ham.

Det er den slags wow-effekter, der sikkert ikke passer helt ind på Christiansborg eller lignende institutioner, men som så til gengæld gør indtryk på en hær af læsere, der ville kunne lære noget om at tage en konflikt i opløbet. Det kræver erfaring, og en sådan har forfatteren tydeligvis. 

Jakob Brodersen
Hvide elefanter
252 sider
Brændpunkt

Står man op imod magten, gør man noget af et godt hjerte, bryder man med normerne i etat og videnskab, så skal man virkelig ikke forvente, man bliver strøget med hårene.
Det budskab får Jakob Brodersen fint frem i denne velskrevne roman om en ingeniør, der har opfundet en soldrevet pumpe, som er en fin opfindelse til på den jyske vestkyst til at holde stand mod klimaforandringer. Men at få pumpen til og op at køre i Afrika for at hjælpe med at genskabe udtørrede oaser og som idealist forsøge at gøre verden til et bedre og mere sikkert sted -; det er en helt anden sag. På grund af eksempelvis vanetænkning og religion.

Jakob Brodersen er god til at karakterbeskrive og få dybder frem i persontegningerne, uden egentlig at de handler særlig meget om de enkelte personer. Mere deres handlinger. Hermed lever forfatteren op til parolen "show dont tell". Glimrende.

Vi ender med at blive dus med en række af bogens personer, Matt, John, Will, Christian og naturligvis hovedpersonen Alan Bang, der tillige har den udfordring, at han skal skilles fra sin kone Karen. Og Karen har fået teenagedatteren med på sit hold. Av da.
Et par steder undervejs skal forfatteren unødvendigt brillere med superlativer som Anna, der var smuk som et guldaldermaleri. Men altså, det er småting, og totalt set har Jakob Brodersen bestemt fat i den lange ende, når han lader sin hovedpersons lettere ramponerede privatliv være en slags udgangspunkt for at ville finde sin plads i livet og sin mission i verden.

Romanen er spændende, man kommer ikke til at kede sig på noget tidspunkt, og forfatteren er sågar også god til at forklare teknikken omkring varmepumper og dets virke. Lige så god er han til at få læseren inddraget - ja INDdraget - i den subtile stemning i et parforhold, der lakker mod enden.
Det er modigt, at han i samme bog har tre konflikter kørende. Nemlig ægteskab, forhold til datteren og sin idé om at revolutionære verden med sin pumpe.

Men tingene hænger fint sammen, omend vi mod slutningen af bogen savner nogle meldinger om, hvordan Alans ægteskabs forlis og hans indstilling til kærlighed med egne ord påvirker ham. Når forfatteren altså nu engang har valgt at beskrive parforholdet.

Paul Cleave
Stol ikke på nogen
284 sider
Jentas

Vanvittigt spændende bog om grænselandet mellem fantasi og virkelighed. Hvem er de, hvem er jeg, hvornår begynder de andres virkelighed, hvornår slutter min egen. Og hvad gør man den dag, man får Alzheimers eller tror, man har fået det, og ikke kan huske kodeordene til det vigtige, f.eks. egen mailkonto.

Jerry Grey er en verdensberømt forfatter under synonymet Henry Cutter. Hans tolv bøger fortæller historier om brutale drab begået af ondsindede mænd, men også om en verden ude af balance, hvor ofrene bliver ydet retfærdighed.


Og så er det, at demensen afslører, at det er ham selv, der har foretaget alle mordene, og at det er derfor, han han beskrive dem i detaljer.

Bogen er meget anderledes skrevet end traditionelle thrillers, og store roser for det.

 Det kan være svært at komme igang med den; måske fordi temaet ud udformningen ligger et godt stykke fra vor vanetænkning af, hvordan en kriminel forfatter selv har begået sine udåder.

Når man så er godt igang, så er der smæk for skillingen. Vi vil næsten kalde handlingen for horror-beslægtet. Fordi handlingen er ikke bare en handling, noget der sker i bogen. Der sker en hel del ting i læseren undervejs, for mange af de handlinger, overspringshandlinger, udåde, ugerninger, vi oplever undervejs, det kunne i visse stunder være os allesammen i miniformat. Gjorde vi virkelig det, som vi bliver beskyldt for, og som vi erkender. Eller er det fantasien eller en begyndende demens eller en trang til at indrømme forbrydelser, der spiller os et puds.

Det skisma gør bogen stærk og læseværdig. Så er du til et godt gys og meget mere end det. Så skal du afsted efter bogen her.

Lise Ringhof & Erik Valeur
Det er de oprørske der svigter
569 sider
Gutkind

Der er masser af namedropping i nr. 2 i serien om familien Brinch og dens vej gennem liv og samfund, samlet i tre bind om et århundrede. Det tredie kommer til næste år.

Rebild Bakker, Crazy Horse, Bøssehuset, Det Berlingske Hus, Che Guevara, Ottekanten for lærerinder i København, Tjernobyl, Politisk Revy, The Beatles i K.B. Hallen, hinkesten, Tupperware-skåle, Roskildefestival, Rote Armee, EEC, EF-modstandere, Nixon og Kissinger, forfatteren Villy Sørensen, frihedskæmpere, rigtig, rigtig meget er med i den, kan vi kalde det, lidt alternative historiefortælling i romanform. Og det er ikke så ringe endda. Målet helliger midlet, og det skal vi da lige også en del omkring. For der er nogle ting, der generer.

Forfatterparret fortsætter nemlig udi de ofte noget lange og ganske snørklede sætninger. Man kan undre sig over, at de ikke siden sidst har arbejdet for at gøre sproget lidt mere indbydende og stramt. De har tilsyneladende moret sig med at sammensætte 4-5-6 linjer lange sætninger, rekorden er ni linjer ud i en køre, med masser af kommaer og indskudte sætninger, citationstegn, og hvad vi har. Mens læseren så må knække koden til, hvordan man får det hele med, uden at skulle læse hele molevitten igen.

Det er en skam, for oplægget til både hele serien og specifikt bogen her er ganske værdifulde.

Hele serien fordi det er sundt at kende de vilkår, der herskede i visse dele af samfundet for et århundrede tilbage, og specifikt bogen her, fordi den mestendels vedrører en tid, vi kender til, eller som vi i hvert fald et sted i vores omgangskreds har nogle, der kan huske at have været en del af.
I den nye bog fortæller de en anderledes historie om 68erne, hvor historiefortællingen omkring netop denne årgang oftest kredser om ungdomsoprør, den almene brug af p-piller, kollektiver, gruppesex, Vietnamkrigen, blomsterbørn, idealisme, politiske kampe tilsat  peace, love & harmony. 

Modigt kaster forfatterne sig i bogen her så ud i en fortælling om, hvad der skete sideløbende med, at de fremstormende hard core aktivister iscenesatte happenings og følte sig solidariske med hinanden.

Modigt fordi det netop er den årgang der er enormt kildekritiske.

Budskabet er pakket godt ind i historien om Jakob og Thomas Brinch, som i begyndelsen af tresserne flytter fra fødebyen Vejle. De to brødres veje skilles, den ene går reklamevejen, mens den anden møder Berit, der er en hårdtslående anarkist, som kræver kvindernes ligeberettigelse, men som alligevel gerne vil have, at manden bestemmer, hvornår der skal bolles.

Researchen er noget af en mangelvare i bogen, hvilket skæmmer de to forfattere, hvoraf den ene er datter af en forlægger, mens den anden har modtaget diverse journalistiske priser.

Det har dog ikke forhindret dem i at kalde Vejles hæderkronede Kirstine Seligmanns Privatskole for Kirsten Seligmanns Privatskole. Helt utilgiveligt. I god stil fortæller de også, at Lido Teatret på Dæmningen, da det blev bygget med sine 900 pladser, havde en foyer på størrelse med en fabrikshal, hvor lange rækker af lysekroner fik marmorgulvene til at skinne blændende hvidt som i drømme . . . . 

Her er ikke sparet på superlativerne og forsøg på at skabe romantiske billeder, og godt nok var det et gennembrud med den biograf, men ordvalg som fabrikshal er ifølge lokale vejlensere idag ganske overdrevet, og den kan da også ifølge Wikipidia kun snige sig op til at være på størrelse med en balsal. Videre giver forfatterne også indtryk af, at blot man drejer fra Søndergade, så kan man køre videre ud til Bredballe i en fart. Vi skulle hilse og sige, at vejbeskrivelsen her er yderst sparsom, og at logistikken IRL er noget mere kompliceret, ligesom vi i en bisætning får at vide, at Vejle i tidernes morgen blev kaldt Kongernes By. Det har vi så heller ikke af indfødte vejlensere idag kunnet få verificeret nogle steder, hvorimod alle naturligvis kender Kongernes Jelling og Nyborg som Kongernes By. Vi skal vist helt tilbage til Harald Blåtands tid, før der tilnærmelsesvis kunne være tale om et VADESTED, der med meget god vilje havde en smule konge over sig. Bliver det nævnt for at understrege de pænere kredses stolthed over byen, er det måske på sin plads, men så burde det nok være fremgået af et citat....

Sådanne ting generer, og der skal nok være flere ting rundt om i bogen, der ville stå til dumpekarakter i en kyndig redaktørs hånd. Det hele er enten gået lidt for stærkt, eller også har man stolet på egen hukommelse eller fortællinger.

Bogen spænder over 40 år fra 1950 til 1990. Og det tjener til forfatterparrets ære, at det trods snirklede sætninger og mangel på og tvivlsom research lykkes med at skærpe nysgerrigheden overfor de gængse og populære fortællinger om vores fælles fortid, bl.a. om krigen, om Grønland, om partiarbejde, om klasseforskelle, om venstrefløjens Berit, der i det skjulte havde hang til katoffelsalat, øl og slik, mens et af oprørets bøssekollektiver var navngivet Analienborg....

Forfatterparrets første bog i serien er anmeldt her: 

Michel Bussi
Den forkerte mor
500 sider
Peoples

En superspændende krimi med et plot ud over og langt mere end, hvad man er vant til at læse. 

En tre-årig knægt, der elsker at lege med hvide og blå raketter på stuegulvet, og som ser underlige dyr og også ser, at hans navn er stavet med myrer, fortæller skolens psykolog, at hans mor ikke er hans rigtige mor, og at hans rigtige mor er i fare.

Vildt. Malones forældre har fødselsattest og babybilleder, og egen læge bekræfter, at Malone er deres barn.

Har Malone bare en livlig fantasi?

Psykologen tror på Malones fremtstilling og går igang med at komme til bunds i sagen, og der skal arbejdes hurtigt, for Malones minder er begyndt at blegne.

Psykologen tager kontakt til en politikommissær, der til at begynde med viser sig ganske afvisende for at hjælpe. 

Derimod bliver kommissærens veninde lige pludselig meget interesseret i sagen.

Og hvorfor nu det.

Bogen er skrevet, så det næsten bliver umuligt at gætte plottet på forhånd. Det kræver en overordentlig god fantasi i hvert fald, og den har vi ikke tid til at benytte os af undervejs i bogen, da vi får serveret så mange mennesker, miljøer og hemmeligheder, at vi har rigeligt at gøre med at holde styr på detaljerne.

Og de er mange; derfor er bogen udfordrende og skrevet på et sikkert og godt niveau. Den er skrevet med mere end halvfjerds kapitler, der overvejende bliver indledt med et citat, som kunne referere til en forbrydelse og med henvisning til en hjemmeside, og om de så gør, det går så op for os mod slutningen af bogen.

Igen er der mange ting at holde styr på, så vi bliver i Den forkerte mor ikke bare præsenteret for en thriller-agtig krimi, der kan læses på en formiddag. Derimod er det en større læse-oplevelse, der fortjener, at man har blyant og parat og reflekterer over mange af de impliceredes handlinger og gådefulde adfærd og udtalelser. 

Det er så ny en type af slagsen, at den helt klart vil være lige til højrebenet og også en udfordring for krimi- og thrillerfans.

 

Sandra Hedegaard Rasmussen 
Dead Woman Walking
376 sider
DreamLitt

Opfølgeren til Italienske Forbindelser af samme forfatter er skrevet med glimt i øjet, og udover den barske titel og den flammende forside og det spændende indhold, så er der ikke noget, der holder os tilbage fra et godt grin.

"Og du var fandeme ikke til megen hjælp". Hun trækker hårdt i håndbremsen, som om hun kan straffe bilen for alle de gange, den gik i stå i krydsene....
Sagde nogen John Cleese i Halløj på Badehotellet, der afstraffer sin bil med et stykke busk.

Bildøren knirker provokerende . . . . 

Det får Enzos mave til at boble af mistro.

Sådan nogle ting. Kombineret med en research ved politistationen i Anzio syd for Rom, der åbenbart deler bygning med en børnehave. Og en historie fra en ældre betjent, der kan fortælle om dengang, de modtog en kvinde, hvis mand var blevet væk, havde sendt hende et selvmordsbrev men i virkeligheden bare havde fundet en italiensk skønhed . .. 

Udsagn der er med til at fremme læsningen, for med humor når man langt, også et plot der er fint nok og foregår i det mafiaplagede Italien, hvor ord som æresgæld, Enzo, Marco og Torino Caselle Lufthavn er med til at sætte stemningen, så man stryger gennem bogen i et hæsblæsende tempo og nyder de grundige og kreative beskrivelser af de forskellige karakterer, der side om side med en god handling i sidste ende har givet læseren en god stund i lænestolen.